Millionstøtte til Vandplus-projekter
Klimatilpasning og vandrensning kombineres i omdannelsen af et sønært område i Viborg fra boldbane til et kunstigt vandlandskab. Projektet er et af fire, som nu får støtte fra Lokale og Anlægsfonden.
Det nye område på Sønæs i Viborg skal give plads til både afslapning og bevægelse. (Visualisering: Møller & Grønborg Arkitekter)
Projekterne er udvalgt, fordi de viser, hvordan typiske steder og byrum kan få helt nye værdier for borgere og byer med investeringer i klimatilpasning, der samtidig er investeringer i rekreative muligheder. Lokale og Anlægsfonden har netop besluttet at støtte de fire projekter med i alt 6,750 mio. kr.
- Det har været spændende at deltage i udviklingen af de fire projekter, der på hver deres måde tager hånd om at skabe nye rekreative værdier i forbindelse med nødvendige klimatilpasningsanlæg. Anlæg, der meget vel kunne være endt som kedelige og utilgængelige områder for borgerne, men i stedet bliver sjove og attraktive steder at opholde sig, udtaler Torben Frølich, direktør i Lokale og Anlægsfonden, om projekterne.
Klimatilpasning med trippelfunktion
Sønæs er et 10 hektar stort rekreativt område, som ligger ned til Søndersø i Viborg. Området, som består af gammel mosebund, har indtil for nyligt fungeret som boldbaner for den lokale klub B67. Det er i dag et populært udflugtsmål og et stop på løbeturen rundt om Viborgsøerne.
Viborg Kommune og Energi Viborg Spildevand A/S viser, hvordan klimatilpasning i kombination med vandrensning kan bidrage til at skabe et nyt vandlandskab, som udfordrer grænselandet mellem ophold og bevægelse. Med klimatilpasningsprojektet lægges der op til at styrke og udvikle Sønæs som rekreativt, offentligt byrum ved at etablere et kunstigt vandlandskab, som ud over at sikre området mod skybrud efterkommer spildevandsplanens krav om at mindske fosforudledningen til Viborgsøerne. Det sker ved at etablere en rensedam, som kan optage store mængder regnvand og sikre mod oversvømmelser.
Ved at etablere det tekniske anlæg i det bløde, bølgende terræn bevares den naturmæssige karakter, og der opstår en foranderlig vandpark, hvor øer vokser og skrumper afhængigt af regnvandsmængden i rensedammen og overløbsarealerne. Sønæs viser, at klimatilpasning ikke alene kan rumme en vigtig dobbeltfunktion, men en trippelfunktion, hvor der udover regnvandshåndtering og rekreative funktioner også indtænkes vandrensning.
I alt er projektet budgetteret til 22 mio. kr. Lokale og Anlægsfonden støtter med 2,575 mio. kr. Realdania støtter også projektets etablering. Rådgivere på projektet er Møller & Grønborg Arkitekter og Orbicon.
Tre projekter på Sjælland
Ud over projektet i Viborg er der også Vandplus-projekter i Gladsaxe, Solrød og Frederiksberg, som modtager støtte fra Lokale og Anlægsfonden.
I Gladsaxe viser Gladsaxe Kommune og Nordvand viser, hvordan man gennem klimatilpasning kan gentænke det klassiske idrætslandskab og skabe nye, uformelle aktiviteter for især piger og de ældre. Udgangspunktet for projektet er Gladsaxe Sportscenter, som udgør et 20 hektar stort idrætsareal med traditionelle boldbaner og sportshaller. Projektets samlede budget er på 26 mio. kr. Rådgivere på projektet er Grontmij og Bisgaard Landskab.
Parterne i Vandplus-projektet Kilen i Solrød er kommunen, forsyningen og gymnasiet. Projektet Kilen viser, hvordan et lille, ubenyttet overskudsareal kan opgraderes til et kombineret regnvandsbassin og multifunktionelt byrum med fokus på fællesskab, bevægelse og læring. I alt er projektet budgetteret til 16 mio. kr. Her er rådgivere Active City Transformation og Rambøll.
Lindevangsparken i Frederiksberg er hjemsted for det tredje af de sjællandske Vandplus-projekter, som Lokale og Anlægsfonden støtter. Her vil Frederiksberg Kommune og Frederiksberg Forsyning vise, hvordan klimatilpasning kan give en traditionel bypark en mere urban, åben og eksperimenterende identitet.
Projektet er budgetteret til samlet 16,9 mio. kr. Rådgivere er Niras og Marianne Levinsen Landskab ApS.