23948sdkhjf

De små bygge-virksomheder helt uforberedte på det digitale byggeri

80% af de små og mellemstore byggevirksomheder er ikke klar til det digitale byggeri. Halvdelen har slet ikke hørt om programmet eller de digitale krav, som fra 2007 vil gælde ved...

De små byggevirksomheder helt uforberedte på det digitale byggeri



Det viser en undersøgelse, som to studerende ved BYG-DTU har lavet i forbindelse med deres afgangsprojekt. I samarbejde med Dansk Byggeri har de gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt små og mellemstore entreprenører og håndværksvirksomheder, suppleret med kvalitative interviews.

De to ingeniører - Morten Hahn Hansen og Ole Berard - sætter i afgangsprojektet fokus på den meget store gruppe af virksomheder, som både i antal og i omsætning udgør bulken af byggeriet, men som ikke hidtil har fyldt ret meget i Det Digitale Byggeri.

Den manglende interesse er gengældt, for det digitale byggeri fylder heller ikke ret meget i de mindre byggevirksomheders virkelighed, viser undersøgelsen. De er på mange måder uforberedte på den udvikling, der vil komme.

Ingen viden eller planer

Helt uforberedte er de mindre byggevirksomheder nu ikke. Langt de fleste har en PC, de er på nettet med en ADSL-forbindelse og har typisk også en hjemmeside.

De bruger internettet til at søge produktinformationer og priser og anvender e-mails i deres kommunikation. Nogle anvender programmer til planlægning, mandskabsstyring og tilbudskalkulation. Men de færreste er i stand til at modtage, læse eller bearbejde tegninger digitalt - og ingen anvender 3D modeller.

De fleste af virksomhederne forholder sig slet ikke til det digitiale samarbejde. De ser ikke fremtiden i CAD og 3D-modeller - og heller ikke i projektweb. For dem ligger fremtiden i deres egen økonomistyring, sagsstyring og tilbudskalkulation.

Kun få af de mindre byggevirksomheder har på nuværende tidspunkt digitaliseret deres egen sagsstyring - og de er dermed langt bagud i forhold til de krav, Det Digitale Byggeri lægger op til, konkluderer de to diplomingeniører i undersøgelsen.

En fjerdedel af virksomhederne svarer ja til, at de har en it-strategi - og seks ud af ti regner med, at de inden for en overskuelig fremtid vil foretage investeringer i ny teknologi. Men hele 40% har ingen aktuelle planer om at investere i IT.

Brug for information - og gulerødder

Hvad der kunne få dem til det, ville først og fremmest være udsigter til at forenkle arbejdsgange, spare ressourcer og opnå økonomiske fordele.

De vil også være påvirkelige af krav fra kunder og anbefalinger fra brancheorganisationer, hvorimod kun hver femte siger, at krav fra staten vil påvirke deres beslutninger.

På spørgsmålet om, hvad der forhindrer dem i at opruste på it-siden, svarer 60% "manglende kompetencer". På tredjepladsen peger 23% på "omkostninger", mens hele 28% faktisk ikke kan gøre rede for det.

Det er typisk mester selv, der træffer sådanne beslutninger, og hos "Plejer & Søn" mener han gerne, at det må være en opgave for næste generation. Analysen peger på, at "der er stor modvilje mod læring i størstedelen af de udførende virksomheder i branchen".

Det Digitale Byggeri er et godt initiativ, der kommer på det rigtige tidspunkt. Men der er brug for en massiv informationsindsats, der retter sig direkte mod de små og mellemstore byggevirksomheder, hvis de skal med på vognen, konkluderer de studerende i deres afgangsopgave.

Kilde: Erhvervs- og Byggestyrelsen

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078