Schmidt, Hammer & Lassen tegner højskolen til Performers House i Silkeborg
Arkitektfirmaet Schmidt, Hammer & Lassen er af en enig dommerkomité valgt som vinder af arkitektkonkurrencen om et nyt bygningskompleks til den...
Det vindende projekt blev i fredags præsenteret på Papirfabrikken i Silkeborg, hvor højskolen får til huse.
Det nye bygningskompleks til Performers House er fint tilpasset Papirfabrikkens historiske kontekst og kommer til at bestå af tre hovedelementer: Den gamle kedelbygning, et nyopført hus samt et udendørs pladsrum opdelt i mindre intime byrum, kaldet Plaza.
Det nye hus bliver enkelt i formen med et moderne og kraftfuldt udtryk. Huset vil rumme undervisningslokaler, elevværelser og store opholdsarealer. I den underste etage af huset lægges der op til en transparent og åben zone med en elevcafé ud mod Plaza og eksisterende torv.
Mest markant bliver husets to store scener, der helt bogstaveligt vil få Performers House til at åbne sig mod byen, når skodderne slås op og projektørerne bliver tændt. Det er idéen, at beklæde selve huset med en perforeret rustrød stålkappe, som vil stråle og blinke, når lyset i bygningen tændes om aftenen.
Derudover tilføres byen en værkstedsscene, hvor det kulturelle mødet mellem højskolens internationale og Silkeborgs kulturelle vækstlag får optimale rammer.
I sin betænkning skriver dommerkomitéen bl.a.: ”Projektet er et smukt og stofligt hus i prunkløs enkelthed, der indpasser og indlever sig i konteksten og programmet.” Og komitéen fortsætter: ” Dommerkomitéen finder projektet meget indlevet, og behandlingen af programmet sammenholdt med den overordnede bearbejdning af byrummet, udtrykker en vilje og et ønske om at skabe sted og identitet i bygningerne, indenfor såvel som udenfor.”
”Projektet fra Schmidt, Hammer og Lassen er et arkitektonisk velfungerende samlet højskole-anlæg som på overbevisende måde er tænkt ind i den omgivende bymæssige sammenhæng”, siger Hans Peter Svendler, direktør i Fonden Realdania, der støtter projektet med 20 mio. kr., ”Projektets udadvendthed med de åbne scener og Plaza vil i høj grad underbygge sammensmeltningen mellem unge performere under uddannelse og byens øvrige liv”.
I følge planen vil byggeriet blive sat i gang i løbet af efteråret 2005.
Kilde: Realdania