Bendt Bendtsen åbner nordjysk vækstforum
De bedste svar på morgendagens udfordringer kommer nu engang fra dem, der ved, hvor skoen trykker...
Det var økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsens grundlag, da han igår deltog i det første møde for det midlertidige vækstforum i Nordjylland.
Som opfølgning på regeringsgrundlaget etableres midlertidige vækstfora over hele landet. Vækstforummet i Nordjylland er det første midlertidige vækstforum, der etableres. Vækstforummet er sammensat af personer fra erhvervslivet, uddannelses- og videninstitutioner, lønmodtagere samt kommuner og amter.
Bendt Bendtsen fortsætter:
- Det glæder mig, at vi allerede nu kan komme i gang i Nordjylland. Der er imponerende engagement og vilje i regionen. Det er min forventning, at vækstforummet udarbejder en langsigtet og visionær vækststrategi for regionen. En strategi, der skal sikre, at regionens vækstpotentiale udnyttes optimalt. Vi sætter skub i udviklingen nu og her. Derfor har regeringen vedtaget en ekstraordinær vækstpakke på 200 mio. kr. til Nordjylland, der kan bidrage til kickstart af udviklingen i Nordjylland.
Her i Nordjylland er vi glade for, at det nordjyske vækstforum er fremskyndet, udtaler amtsborgmester Orla Hav.
Der er sammensat et virkelig stærkt forum med medlemmer, der er i stand til at drive den nordjyske erhvervsudvikling i den rigtige retning. De 200 mio. kr., regeringen har lovet, er særdeles velkomne, og de skal være med til at kickstarte den nordjyske vækst og beskæftigelse til gavn for hele regionen.
Etableringen af forummet giver på den måde en solid grobund for, at ledigheden i regionen kan bringes ned på et niveau, der modsvarer niveauet på landsplan. I Nordjylland har vi længe haft arbejdshandskerne på. Vi har masser af ideer til, hvordan vi kan give det nordjyske erhvervsliv den saltvandsindsprøjtning, der er så stort behov for. Jeg ser meget frem til det videre arbejde i det nordjyske vækstforum, afslutter Orla Hav.
Pressemeddelelse fra Økonomi- og Erhvervsministeriet.