23948sdkhjf

Bolig- og erhvervsejendom i Hjørring står klar

Ejendommen med boliger, butikker og kontorer på Østergade i Hjørring er klar til indflytning en uge før tid...
Ejendommen med boliger, butikker og kontorer på Østergade i Hjørring er klar til indflytning en uge før tid.

NCC overdrager det færdige byggeri den 26. april - en uge før oprindelig aftalt. Nu får de kommende lejere en ekstra weekend til at flytte ind.

– Vi er ved at gennemgå og kvalitetstjekke hele ejendommen, så vi er sikre på, den er helt klar til indflytning. Byggeriet er gået efter planen - vi har faktisk lidt tid til overs - så vi har aftalt med kunden, at vi skynder os at blive færdige, så de nye beboere kan komme i gang med at indrette sig, inden de skal forlade deres gamle lejemål, siger projektleder Hans Mathiasen, NCC.

De 26 færdige boliger i ejendommen efterkommer længere tids stigende efterspørgsel på moderne lejeboliger i centrum af Hjørring. Bygherren, Bygge- og Boligforeningen af 1938, flytter selv ind i 200 kvadratmeter kontorarealer i stuen, hvor der også er indrettet 400 kvadratmeter butiksareal. Rejsebureauet DTF Travel får 500 kvadratmeter lokaler i kælderen.

– 22 af lejlighederne i ejendommen er udlejet på forhånd. Vi holder åbent hus i en møbleret lejlighed på søndag den 24. april klokken 13 til 16 for alle som er interesserede i byggeriet, fortæller forretningsfører Jens Ole Jørgensen, Bygge- og Boligforeningen af 1938.

Den færdige bygning er placeret helt ud til Østergade. Facaderne er murede i gulrøde sten med pudsede gesimser og rødt tegltag, så de matcher de omkringliggende bebyggelser. Bag bygningen er der skabt et gårdmiljø med opholds- og parkeringsarealer til beboerne. Butikkernes facade vender ud mod Østergade, mens adgangen til boligerne sker fra gårdsiden via opgange med elevator og altangang.

Byggeriet er opført af det samme hold arkitekt-, ingeniør og entreprenørvirksomheder, som også har arbejdet sammen om Vendiavej-byggeriet i Hjørring.

– Vi har haft et godt samarbejde med NCC indtil nu, og hvis de afleverer byggeriet i samme høje kvalitet som på Vendiavej, kan vi kun være tilfredse, slår Jens Ole Jørgensen fast.

Fakta om erhvervs- og boligbyggeriet på Østergade i Hjørring:

Beliggenhed: Østergade, 9800 Hjørring
Bygherre: Bygge- og Boligforeningen af 1938
Hovedentreprenør: NCC Construction Danmark A/S
Arkitekt: Arkitektfirmaet Bundgaard og Kassow, Hjørring
Ingeniør: Brix & Kamp A/S.
Samlet byggeri: 3.500 kvadratmeter
Heraf 26 boliger: 2.400 kvadratmeter
Butiksareal: 400 kvadratmeter
Kontorareal: 200 kvadratmeter
Kælder: 500 kvadratmeter
Byggeperiode: Maj 2004 - 26. april 2005

Kilde: NCC

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078