Smukke beton konstruktioner
Beton har mange positive egenskaber, f.eks bidrager beton til et stabilt indeklima, beton er vedligeholdelseslet og sammenlignet med de fleste andre byggematerialer er fremstilling af beton forbundet med en lav miljøbelastning.
Smukke betonkonstruktioner
Beton har mange positive egenskaber, f.eks bidrager beton til et stabilt indeklima, beton er vedligeholdelseslet og sammenlignet med de fleste andre byggematerialer er fremstilling af beton forbundet med en lav miljøbelastning.Men beton er også et materiale, der byder på unikke muligheder for tekstur og varieret formgivning, og som derfor har en arkitektonisk berettigelse. Det er mulighederne, der er i fokus i et nyt, treårigt projekt, som med støtte fra bl.a. Fonden Realdania skal udvikle ”Den synlige betonoverflade”.
Betons særkende
Ved udvikling af betonbyggeriet er der blevet fokuseret meget på materialeprisen. Udviklingen af betons udseende og æstetik er blevet forsømt, og derfor mangler beton en selvstændig identitet ud over at være et billigt materiale. Men det betyder også, at der er et uudnyttet arkitektonisk potentiale, som dette projekt vil belyse og formidle.
Beton, der ældes med ynde
Udendørs beton, der udsættes for skiftende vejrlig, vil med tiden ændre udseende, selvom der ofte er en forventning om, at beton er uforanderlig og at ældningen dermed er usynlig. Det giver skuffede forventninger og et indtryk af en bygning i forfald.
Hvis man derimod er i stand til at forudsige patineringen og i nogen grad styre den og afstemme den med det arkitektoniske udtryk, bygværket er tiltænkt, vil det blive oplevet som at betonen ældes med ynde.
Betons patinering er imidlertid et område, hvor der mangler viden, men der er i dette projekt planlagt en række aktiviteter, der kan gøre os klogere på netop dette område.
Idékatalog og værktøjskasse
I projektet gennemføres en række udviklingsaktiviteter på såvel det arkitektoniske som det betonteknologiske område.
Projektets gennemslagskraft mht. at få beton anvendt som synligt materiale, der bidrager til byggeriets æstetiske værdi, afhænger af at resultaterne når ud til byggeriets mange spillere: bygherrer, rådgivere, entreprenører m.fl.
Et omdrejningspunkt i formidlingen af projektets resultater er en planlagt web-portal, der bl.a. kommer til at indeholde et idékatalog og en værktøjskasse.
Idékataloget skal synliggøre betonoverfladens mange muligheder. Værktøjskassen skal indeholde anvisninger, vejledninger, tjeklister og andre hjælpemidler, der sætter byggeriets parter i stand til at definere den ønskede overflade og efterfølgende at realisere den i et konkret byggeri.
Projektets parter
Forbedring og fornyelse af betons æstetiske kvaliteter er en tværfaglig opgave, hvilket afspejles i sammensætningen af projektets parter.
Projektkonsortiet består af:
Teknologisk Institut (projektkoordinator)
Aalborg Portland
Arkitektskolen Aarhus
Lundgaard og Tranberg Arkitektfirma
Betonelement-Foreningen
MT Højgaard
BASCON
DALTON Betonelementer
Betonelement
Skanska Danmark
Vejdirektoratet
Projektet har et samlet budget over 3 år på ca. 7 mio. kr. Foruden parternes egne bidrag har projektet fået tilsagn om støtte til udvalgte forskningsaktiviteter på 1,63 mio. kr. fra Fonden Realdania.
Kilde: Teknologisk institut