23948sdkhjf

GSV Materieludlejning fortsætter fremgang

Organisationsændringer er med til at skabe fremgang i GSV Materieludlejning, som for andet år i træk leverer et solidt plus på bundlinjen.
Den landsdækkende materieludlejer har trodset de konjunkturelle udfordringer i byggebranchen ved for andet år i træk at levere et solidt bundresultat. Årsregnskabet for 2012/2013 viser et overskud på 18,4 millioner kroner før skat, hvilket er en pæn stigning sammenlignet med året før, hvor GSV endte ud med et plus på 9,9 millioner kroner.

- Vi høster nu frugten af en strategi, hvor lønsomhed og sikker vækst er i centrum, lyder forklaringen fra adm. direktør Dan O. Protin.

Organisationsændringer skaber fremgang
Dan O. Protin, der er adm. direktør hos GSV, er tilfreds med de positive økonomiske resultater, som han mener skyldes flere faktorer:

- At vi har klaret os godt i forhold til de svære markedsbetingelser, som vi er oppe imod, skyldes først og fremmest et øget fokus på lønsomhed og ikke mindst en løbende tilpasning til det marked, som vi opererer i. Derfor har vi aldrig været bange for at udvikle vores forretning – dog hele tiden ud fra devisen om, at sikker forretningsudvikling er god forretningsudvikling, udtaler han.

Det stærke fokus på udvikling af forretningen har fortrinsvis ført til en række omfattende organisationsændringer, der har indebåret en optimering af virksomhedens sektorer. Resultatet har bl.a. været en mere veldefineret ansvarsfordeling samt en smidigere og mere effektiv varetagelse af udlejning såvel som vedligeholdelse af virksomhedens materiel, hvilket ifølge Dan O. Protin har ydet et markant bidrag til den øgede omsætning og indtjening.

- Gennem vores omstruktureringer har vi haft stor succes med at lade strategien om øget lønsomhed gennemtrænge hele organisationen, og det afspejler sig i den genererede omsætning pr. medarbejder, som er steget med 15 pct. Samtidig er vi gået målrettet efter at styrke virksomheden i forhold til personel såvel som materiel, hvilket har ført til 16 nyansættelser og ikke mindst investeringer på 80 millioner kroner i nyt materiel, forklarer han.

Vil vokse sikkert og kontrolleret
Med udsigt til en ny afdeling i Rødby, der åbner i starten af 2014, er forventningerne til det kommende år høje. Det skyldes ikke mindst den nyerhvervede DRA-certificering, som virksomheden fik implementeret tidligere på året.

- Takket være vores DRA-certificering har vi optimeret både arbejdsgange, ressourcestyring og driftssikkerhed, samtidig med at vores fejlmargin er blevet minimeret. På den måde har certificeringen været et unikt ledelsesværktøj, der er gået rigtig godt i spænd med de øvrige organisationsændringer, som vi har gennemført. Vores fremgang er derfor resultatet af en solid og velgennemtænkt strategi, der bygger på sikker og kontrolleret vækst. Og med den fremgang, som vi oplever, er vi ikke et sekund i tvivl om, at vi har valgt den rette strategi, slutter Dan O. Protin.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172