23948sdkhjf

Danske arkitekter vinder tilgængelighedskonkurrence

Force4 Architects vinder med projektet Accessible Everyday for Everybody idékonkurrencen Accessible Everyday, som er udskrevet af Arkitektforeningen sammen med Innosite.
Idékonkurrencen, der er udskrevet af Arkitektforeningen i samarbejde med innovationsplatformen Innosite, efterspurgte bud på, hvordan man kan designe nye og innovative indgange, der både skaber tilgængelighed for alle og samtidig tager højde for klimatiske forhold.

Vinderidéen imponerede juryen med et forslag, der gennem intuitive designløsninger tager højde for otte primære handicapgrupper i én indgangsløsning.

Vinderforslag med blik for kompleksiteten
Juryformand og formand for Arkitektforeningen Natalie Mossin begrunder valget af Force4 Architects’ vinderidé:

- Det særlige ved vinderforslaget er, at det adresserer kompleksiteten i tilgængelighedsproblematikken. Force4’s forslag er både et godt og konkret løsningsforslag, og der er tale om virkelig stærkt procesdesign, der viser, hvordan man som arkitekt eller designer kan arbejde med komplicerede udfordringer som tilgængelighed.

For arkitekt MAA og partner i Force4 Architects, Andreas Lauesen, handler tilgængelighed om ligestilling af samfundets borgere. Derfor udarbejdede de en løsning, som ikke kun adresserer en enkelt handicapgruppes udfordringer, men hele otte. Force4 har mange års erfaring med at arbejde med tilgængelig arkitektur og har bl.a. udviklet begrebet ’intuitiv tilgængelighed’ netop ud fra et ønske om mere ligestilling gennem tilgængelighed:

- Vi ønsker, at man i fremtiden kan bevæge sig barrierer-frit og intuitivt i arkitekturen. Man skal så at sige kunne opfatte og orientere sig på rygraden, inden indtrykkene når op til hjernen. Det kan rent faktisk godt lade sig gøre at bygge god arkitektur, der også er tilgængelig, hvis man bare integrerer tanker omkring tilgængelighed, lige fra den første skitse tegnes, siger Andreas Lauesen.

Force4 Architects vinder en rejse og adgangsbillet til International Union of Architects’ verdenskongres i Durban 2014. Med den præmie vinder tegnestuen også muligheden for at vise deres vinderidé til arkitekter fra hele verden.

Juryen tildelte også en 2. og 3. præmie blandt de 46 indkomne forslag:
2. præmien gik til konceptet Easy Access. En simpel mekanisk løsning på, hvordan man skaber niveaufrie adgange til bygninger, og samtidig isolerer mod vand og temperaturforskelle. Forslaget er indsendt af Allan Lorenzen, der læser til bygningskonstruktør i København.
3. præmien gik til det fleksible rampekoncept Roller ramp, der er designet af Richard Edwards, der er kandidat i industriel design fra Kunstakademiets Designskole.

Læs mere om konkurrencen på innosite.dk.

Fakta:
Konkurrencen løb fra den 2. september til den 24. oktober
Der blev udlovet præmier til de tre bedste idéer, samt ugepræmier til hver uges bedste forslag
Der blev indleveret 46 idéer til konkurrencen

Juryen bestod af:
Stig Langvad, formand for de Danske Handicaporganisationer, Annette Krath Poulsen, stifter af AKPdesign, Susanne Nour Magnusson, afdelingsleder for Ligebehandlingsafdelingen i Institut for Menneskerettigheder, Camilla Ryhl, arkitekt MAA med ph.d. i sanselige funktionsnedsættelser og boligarkitektur, Carsten Lykke Graversen, arkitektuddannet med mange års erfaring i tilgængelighed, ansat i Energistyrelsen og Natalie Mossin, formand for Akademisk Arkitektforening.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127