23948sdkhjf

Kommuner får virksomheder til at sukke dybt

Virksomhederne er trætte af kommunalt bøvl. Gebyrer, dårlig infrastruktur og forskellig sagsbehandling fra kommune til kommune irriterer. Hver femte ville placere deres virksomhed i en anden kommune end den nuværende, hvis de skulle starte forfra.
Kommunerne gør ikke nok for erhvervslivet, og de er for tunge at danse med. Det mener de danske virksomheder ifølge en ny medlemsundersøgelse fra Dansk Erhverv. 46 procent svarer således, at de ikke synes, kommunerne gør nok for at styrke vilkårene for erhvervslivet.

- Det er vigtigt, at kommunalpolitikerne varetager ikke blot borgernes, men også erhvervslivets interesser, da det i sidste ende er en forudsætning for, at der er råd til at drive kommunen, og noget tyder på, at kommunerne har et potentiale for forbedringer på det område, siger underdirektør i Dansk Erhverv, Niels Milling.

- En sund erhvervspolitik og politisk fokus på at forbedre erhvervslivets vilkår kan skabe vækst og arbejdspladser. Det gælder på landsplan såvel som på kommunalt plan. Desværre halter det ofte i kommunerne, siger han.












Hver femte er så træt af kommunen, at de ville vælge at lægge deres virksomhed i en anden kommune end den nuværende, hvis de skulle starte forfra.













Det, der især irriterer virksomhederne, er de markante forskelle, der er mellem kommunerne, når det gælder fx regler, sagsbehandling og gebyrer.

- Der er store kommunale forskelle på den sagsbehandling og de regler og gebyrer, som virksomhederne møder. Det er lige fra udformningen af blanketter til hastigheden af byggesager og samspillet med private leverandører, og det giver virksomhederne et unødigt stort arbejde af skulle finde rundt i de mange forskellige arbejdsgange, siger Niels Milling.

Kilde: Dansk Erhverv - http://www.danskerhverv.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078