Fjerde generation i Dinesen hædret for flot udvikling
Thomas Dinesen er Årets Ejerleder 2013 i Syd- og Sønderjylland og går videre til landsfinalen.
Allerede som 28-årig overtog Thomas Dinesen virksomheden fra sin far og har efterfølgende formået at udvikle virksomheden fra savværk til et internationalt brand med fokus på høj kvalitet og et unikt produkt. Og han forstår at sætte barren højt; både i relation til produkter og salgskanaler, fremhæver director Henrik Forthoft Lind fra PwC i Trekantområdet.
- Det har været et meget stærkt deltagerfelt i konkurrencen i år, og det var derfor en særlig fornøjelse at overrække prisen til Thomas Dinesen, som velfortjent går videre til finalen og skal dyste mod de øvrige seks regionsvindere ved landskåringen.
Det er PwC, Nykredit og Erhvervsorganisation Ejerlederne, der i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten og Microsoft, står bag prisen, som uddeles for 10. gang. Årets tema er innovation, forandring og omstilling.
Fokus på innovation og vækst
Dommerpanelet har vurderet, at Thomas Dinesen driver Dinesen Floors A/S med høj omstillingsparathed og hele tiden arbejder på at inspirere kunden, leve sig helt ind i det enkelte projekt og levere et produkt, der bliver lagt mærke til.
- Hos Nykredit vil vi gerne ønske Thomas Dinesen tillykke med prisen. Virksomheden har gennemgået en imponerende udvikling i de senere år. På trods af finanskrisen har selskabet formået at vækste både på bruttofortjeneste og resultat, fortæller områdedirektør Mogens B. Sørensen fra Nykredit i Kolding.
Syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 21. november 2013 hos PwC i Hellerup.