23948sdkhjf

Fond skruer ned for multibane-støtte

Antallet af multibaner er nu så højt, at Lokale og Anlægsfonden reducerer i støttebeløbet til dem. Samtidig skæres støtten til udendørs fitnessanlæg helt væk.
Der findes over 600 multibaner i Danmark. Dermed er den lille boldbane med bander blevet en af landets mest populære idrætsfaciliteter, siden Lokale og Anlægsfonden var med til at introducere dem lige før årtusindeskiftet. Antallet af multibaner er nu så højt, at Fonden nedsætter den maksimale støtte til dem.

Fonden har igennem 16 år medvirket til både introduktion og videreudvikling af multibanerne. I den periode har Fonden støttet etablering af multibaner med over 32 mio. kr. Samtidig er der nu flere muligheder for at opnå økonomisk støtte til multibaner, derfor har Lokale og Anlægsfonden besluttet, at tilskud fra Fondens særlige pulje til mindre projekter (i daglig tale kaldet Puljen) i fremtiden i højere grad skal gå til andre former for faciliteter.

I 2014 vil det højst være muligt at få op til 100.000 kr. i støtte til multibaner fra Lokale og Anlægsfondens særlige pulje til mindre projekter. På længere sigt vil muligheden for støtte til multibaner blive udfaset. Ansøgere, der ønsker at få behandlet deres sag efter de gamle bevillingsregler, hvor det var muligt at få op til 150.000 kr. i støtte, skal afslutte deres ansøgning senest fredag den 29. november 2013.

Støtte til udendørs fitnessanlæg bortfalder
Det er ikke kun multibanernes støttemuligheder, der bliver ændret til næste år. I 2014 vil det ikke længere være muligt at opnå støtte til udendørs fitnessanlæg igennem Puljen. Lokale og Anlægsfonden var også her med til at introducere de udendørs fitnessanlæg i Danmark, og de er nu så populære og billige at etablere, at Lokale og Anlægsfonden vurderer, at de fortsat vil blive opført også uden støtte fra puljen til mindre projekter.

- Vi håber med beslutningen at skubbe til en udvikling, hvor multibaner og fitnessredskaber ikke ligger som isolerede faciliteter for enkelte brugergrupper, men i stedet fremover bliver en del af aktivitetspladser, som appellerer til bredere målgrupper. Samtidig tror vi på, at vi med vores støtte til både multibaner og udendørs fitness har været med til at lancere to facilitetstyper, som fortsat vil blive opført rundt om i landet - også uden støtte fra Lokale og Anlægsfondens pulje til mindre projekter, siger direktør i Lokale og Anlægsfonden, Torben Frølich.

I fremtiden vil der dog være mulighed for at opnå støtte til både multibaner og udendørs fitnessanlæg i puljen til mindre projekter, når de indgår som en del af en større aktivitetsplads med mange flere muligheder for aktiviteter, bevægelse og sociale opholdsmuligheder.

Multibaner: Lokale og Anlægsfonden har siden 1997 støttet etablering af 284 multibaner med i alt 32,188 mio. kr. Ifølge Lokale og Anlægsfondens facilitetsdatabase er der 611 multibaner i Danmark.
Udendørs fitness: Lokale og Anlægsfonden har siden 2005 støttet etablering af 60 udendørs fitnessanlæg med i alt 7,679 mio. kr. Ifølge Lokale og Anlægsfondens facilitetsdatabase er der 124 offentlige udendørs fitness anlæg i Danmark.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093