23948sdkhjf

Give Elementfabrik har succes med ny strategi

Efter 25 år med fokus på byggeri af svine- og kvægstalde, har virksomheden i stigende grad rettet fokus mod industrien.
Mens markedet for bygning af nye svine- og kvægstalde de sidste par år været stærkt faldende er dele af industrien i vækst. Det har fået byggeproducenter med speciale i landbrug til i højere grad at rette blikket mod industri- og erhvervsbyggeri.

Give Elementer er blandt de byggeproducenter med speciale i landbrug, der i kølvandet af landbrugets krise har valgt at rette blikket mod industrien. Efterspørgslen på letbetonelementer til svine- og kvægavlsproducenter har de sidste par år været stærkt dalende og har fået virksomheden til at intensivere sit fokus på industribyggeri.

- Vores forventninger til landbruget er ikke blevet opfyldt men ved at rette fokus imod industri og erhvervsbyggeri, har vi stadig kunnet opretholde en effektiv produktion og dermed sikret vores indtjening, fortæller Finn Eskildsen fra Give Elementer.

- Vi har leveret elementer til landbruget i mere end 25 år og elementer til svine- og kvægstalde, har altid udgjort størstedelen af vores forretning. Men kun få svine- og kvægavlere er i dag i økonomisk stand til at igangsætte et nyt staldbyggeri, - det har sænket efterspørgslen på betonelementer til landbruget markant. I krisetider må man være parat til omstilling. Det er vi hos Give Elementer. Selvom industri hele tiden har været et vigtigt fundament i Give Elementfabriks forretningsgrundlag, har vi måttet omstille os til, at leveringer til industrien fylder en stadig større del af vores samlede produktion, fortsætter han.

Dialog skaber værdi
Give Elementfabrik har med andre ord valgt at trimme og optimere organisationen, så kompetencerne ikke blot er dybe og specialiserede, men også brede. Før solgte man primært elementer i standardstørrelser. I dag går virksomheden i dialog med kunden om den konkrete løsning, og det har styrket Give Elementer til at imødekomme entreprenørernes og de rådgivende ingeniørers specifikke behov.

- Det handler ikke kun om betonelementer, siger Finn Eskildsen, men i lige så høj grad om den reelle værdi, vi skaber i samarbejdet med entreprenøren, den rådgivende ingeniør eller bygherren selv. Her er optimering af byggetiden en særlig væsentlig faktor, siger Finn Eskildsen, der peger på, at det er rådgivning, fleksibilitet og evnen til byggeoptimering, snarere end elementerne i sig selv, der vinder ordrerne.

Trods det øgede fokus på industribyggeri har Give Elementer på ingen måde sluppet landbruget. Således har virksomheden netop lagt hus til Landbrug og Fødevarers konference ”Fra Beton til Bacon”. Her diskuterede en række topledere fra landbruget og fødevare- og agroindustrien, hvordan fødevareklyngen i fremtiden kan skabe vækst og sikre arbejdspladser.

Give Elementfabrik er etableret i 1964 og beskæftiger i dag 81 medarbejdere. Virksomheden har domicil i Give samt en produktionsenhed i Nørre Snede.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094