Rekordstor opgave til anlægsentreprenør
Køge Brolæggerfirma har netop taget hul på sin største opgave nogensinde og kan se tilbage på et 2013 med vækst og nyansættelser.
Theis Sterndorff i sin nye Terex gravemaskine, som er blevet leveret af sælger Allan Schmidt Nielsen (tv) fra Maskinhuset A/S’ afdeling i Slagelse.
Theis Sterndorff, brolæggermester og medindehaver i Køge Brolæggerfirma, kan se tilbage på et flot 2013, hvor fem nyansættelser har bragt den samlede bemanding op på 20. Samtidig kan han glæde sig over, at virksomheden netop har taget hul på sin hidtil største opgave – jordarbejde og belægning for Boligselskabet Baldersbo i Ballerup på cirka 20.000 kvadratmeter i alt.
Ud over brolægning beskæftiger Køge Brolæggerfirma sig også med renovering af veje, fortove, torve samt asfaltarbejde, jord- og kloakarbejde. Det er ifølge Theis Sterndorff en afgørende årsag til virksomhedens aktuelle fremgang.
- Vi har flere forretningsområder, og det betyder, at vi ikke er så sårbare over for tilbagegang i de enkelte brancher. Men selv om vi har spredt vores risiko, har vi da mærket krisen, siger han med henvisning til, at det først fra og med 2011 er lykkedes at skabe sorte tal på bundlinjen.
Den store opgave i Ballerup har krævet investeringer, og Køge Brolæggerfirma har således udvidet maskinparken fra seks til syv gravemaskiner. Nyindkøbet er en 12,5 tons tung Terex gravemaskine med en ydelse på 102 hk og en gravedybde på 4,33 meter.
- Det er den største gravemaskine, vi har købt til dato. Og den kommer til at passe perfekt til den opgave, vi er gået i gang med for Boligselskabet Baldersbo i Ballerup, siger Theis Sterndorff.
Den eksisterende belægning i boligkvarteret skal sammen med plantebede rives op. Herefter skal der graves ud og lægges ny bund inklusiv kloakering. Til sidst skal området forsynes med ny belægning og beplantning.