Aarhus-lærling klar til DM i Skills.
En flot præstation sikrede den 31. oktober elektrikerlærling Anders Ernst Lenz Dyhr fra Aarhus Tech titlen som regionsmester
- Vi skulle både løse en skriftlig og en praktisk opgave, som vi ikke kendte, så jeg var lidt nervøs i starten. Men da jeg fik overblik over opgaven, så kørte det helt fint, og jeg havde en god fornemmelse af, at det godt kunne blive til en fin placering, fortæller Anders.
Den opfattelse bekræftede dommerne ham i, da de skulle vurdere det gode håndværk, der vægtes i bedømmelsen. Der ud over lagde de vægt på deltagernes alsidige evner - en blanding af at være dygtig med hænderne og besidde en grundlæggende æstetisk sans. Det færdige arbejde skal både se flot ud og fungere optimalt i praksis.
- Det var sjovt at være med og en rigtig god træning til min svendeprøve den 21. november. Nu ved jeg bedre, hvordan jeg står i en presset situation med en opgave, som jeg ikke kender, og hvor der ikke er hjælp at hente fra en lærer, siger Anders, der også glæder sig til den store udfordring, som DM i Skills i januar 2014 i Aalborg bliver. Her bliver konkurrencen uden tvivl endnu hårdere.
Anders er i lære hos Stilling Køl og El ApS, og skoledelen gennemgår han på Center for teknisk installation på Aarhus Tech.
Fra Aarhus Tech deltog også Chris Eidorff Rasmussen, som er i lære hos Lindpro A/S i Hasle.