23948sdkhjf

Stort byggeri under pres: "Tidsplanen er væsentligt udfordret"

Forsinkelser på nedsænkningsfartøj betyder, at Femern Bælt-forbindelse muligvis ikke vil stå klar i 2029

Der er en sandsynlighed for, at Femern Bælt-forbindelsen ikke kommer til at stå klar i 2029, som ellers har været planen.

Det fremgår af Sund & Bælts årsrapport for 2024.

- Tidsplanen med at åbne ultimo 2029 er væsentligt udfordret, lyder det i årsrapporten.

Det er Sund & Bælt, der står for den danske side af byggeriet.

Femern Bælt-forbindelsen er en 18 kilometer lang undervandstunnel, der skal forbinde Rødbyhavn på Lolland i Danmark med øen Femern i Tyskland.

Årsagen til at tidsplanen er skredet, skyldes forsinkelser på det sidste af fire specialbyggede fartøjer, der skal stå for at nedsænke tunnelelementerne til byggepladsen.

Det første tunnelelement skulle være nedsænket i slutningen af 2024, men det vil først ske i år, lyder det i årsrapporten.

Tidsplanen vil blive revurderet, når det første tunnelelement er nedsænket.

Tunnelen skal bestå af en firesporet motorvej og en dobbeltsporet jernbane.

Der er dog også udfordringer med tidsplanen for jernbanedelen, oplyste transportminister Thomas Danielsen (V) til Ekstra Bladet i efteråret sidste år.

En eventuel forsinkelse skyldes problemer på den tyske side af byggeriet.

Folketingets transportordførere er blevet oplyst om, at en mulig forsinkelse kan vare op til fem år.

For nylig skrev Børsen på baggrund af en aktindsigt, at den tyske regering har foreslået at udskyde togtrafikken over Femern Bælt-forbindelsen.

Den anmodning har Transportministeriet dog afvist.

Samtidig understregede ministeriet vigtigheden af, at aftalen om Femern Bælt-forbindelsen blev overholdt.

Projektet om Femern Bælt-forbindelsen blev politisk besluttet af den danske og tyske regering i 2007.

Tunnelen skal afkorte rejsetiden fra Sjælland til Tyskland.

Togturen fra København til Hamburg vil blive afkortet med cirka 160 kilometer og omkring to timer, fremgår det af Transportministeriets hjemmeside.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047