Intego ansætter chef for forretningsudvikling
Carsten Jensen er pr. 1. oktober blevet ansat i en nyoprettet stilling som forretningsudviklingschef hos Intego A/S.
Kontinuerlig vækst har dannet grundlag for, at Intego i dag har nået en størrelse, hvor virksomheden ser et stort potentiale i at dedikere ressourcer specifikt til forretningsudvikling.
- Vi går en spændende tid i møde, hvor vi i endnu højere grad end hidtil vil fokusere på at tilpasse vores forretning til kundernes behov. Carsten Jensen vil blive et ankerpunkt i den proces, så vi kan fortsætte med at give stor værdi til både nye og eksisterende kunder og til at tænke nyt i måden at drive forretning på, fortæller Jens Frost Mikkelsen, adm. direktør hos Intego.
Skal udbygge forretningen
Carsten Jensen har en baggrund fra telecom-branchen. Han har haft ansvar for at udbygge den tekniske infrastruktur i Telenor, og har i Bredbånd Nord etableret fibernet i Nordjylland. Begge stillinger har været med særligt fokus på salg, forretningsudvikling og service til kunderne.
Som forretningsudviklingschef bliver ét af Carsten Jensens ansvarsområder at udbygge forretningen inden for bredbånd, el-forsyning og telecom. Her trækker han på et solidt branchekendskab og et bredt netværk.