Nybagt arkitekt hædret på Kunstakademiets Arkitektskole
Blandt 50 deltagende projekter er Anders Liisberg-Larsens innovative naturformidlingscenter udpeget som vinder af Icopal Prisen 2013.
Anders Liisberg-Larsens vinderprojekt lever samtidig op til priskravet om at forny dansk arkitektur ved at inddrage den 5. facade – taget – på nytænkende og innovativ vis.
Det er i år 14. gang siden 1986 – prisen uddeles hvert andet år – at en af landets dygtigste unge arkitekter kan skrive ”vinder af Icopal-prisen” på CV’et og drage hjem fra prisfesten på Kunstakademiets Arkitektskole i København med hæder, anerkendelse og i år 50.000 kr.
I pagt med naturen
Anders Liisberg-Larsens projekt udspiller sig ved Bogense på Nordfyn, hvor en fond har erhvervet et tidligere landbrugsområde ud til kysten og vil opføre et naturformidlingscenter og genskabe tidligere inddæmmet natur. I 2014 bliver digerne brudt ned og havet vil strømme ind og gendanne lagunen, som lå på stedet for 150 år siden.
Anders Liisberg-Larsen har valgt at bygge videre på de to tilbageværende længer af en gammel bondegård. Derudover opfører han to pavillonlignende bygningsværker, som er løsrevet fra de to længer, så naturen kan bevæge sig ind mellem bygningerne.
- Min version af naturformidlingscentret rummer både laboratorium til forskning og undervisning af skoleklasser, forskerbolig, gæstgiveri, hvor vandrende gæster kan overnatte, og en restaurant. Det hele er beskyttet mod det snart indstrømmende havvand af en lav terrænhævning, fortæller han.
Studierejse til Brasilien
Anders Liisberg-Larsen blev med egne ord ”helt vildt glad”, da han fik at vide, at han havde vundet Icopal Prisen, der er et ”kæmpe boost for min selvtillid”, som han siger.
- Jeg føler, at jeg har fået bekræftet, at jeg har fat i noget som arkitekt, og det giver mig et godt rygstød i mit nye job hos Lundgaard og Tranberg Arkitekter. Det er skønt at kunne starte arbejdslivet på den måde, siger Anders Liisberg-Larsen, der vil bruge de medfølgende 50.000 kr. på en studierejse til Brasilien – naturligvis for at fordybe sig i den lokale arkitektur.