Nyt partnerskab skal styrke erhvervsuddannelser i Billund Kommune

Billund Kommune har indgået et nyt partnerskab med Dansk Industri og andre aktører for at fremme erhvervsuddannelser frem til 2027.
Samarbejdet skal øge interessen for erhvervsuddannelser blandt unge, ufaglærte og ledige voksne samt sikre praktik- og lærepladser.
Det skriver Billund Kommune.
- I Billund Kommune har vi et stærkt erhvervsliv i vokseværk, og derfor er der helt naturligt en stor efterspørgsel på faglært arbejdskraft. Samtidig har vi en række erhvervsrettede uddannelser, som giver adgang til attraktive jobmuligheder i vores kommune, udtaler borgmester Stephanie Storbank.
Samarbejde som midtpunkt
Partnerskabet vil fokusere på at skabe bedre samarbejde mellem skoler og virksomheder, så eleverne får en mere praktisk og relevant uddannelse. Dette skal sikre, at de færdiguddannede har de nødvendige kompetencer, som erhvervslivet efterspørger.
Derudover vil der blive arbejdet på at forbedre vejledningen til de unge, så de bliver bedre informeret om de mange muligheder, der ligger i en erhvervsuddannelse.
Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune, tilføjer:
-Vi ser frem til at arbejde tæt sammen med Dansk Industri og de andre partnere for at styrke vores erhvervsuddannelser. Det er afgørende for vores fremtidige vækst og udvikling, at vi har en veluddannet og kompetent arbejdsstyrke.
Følger udviklingen
Partnerskabet er sat op med en styregruppe, som har til opgave at støtte de aktiviteter, der allerede er i gang. I 2025 og 2026 vil der være særlig fokus på samarbejdet om at gennemføre det nationale initiativ ’Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram – frihed og fordybelse’.
Dette initiativ omfatter blandt andet oprettelse af juniormesterlære i 8. og 9. klasse samt obligatorisk erhvervspraktik i 7., 8. eller 9. klasse.
Derudover vil parterne følge udviklingen på ungdomsuddannelserne og 10. klasse, så de kan finde lokale løsninger for de kommende elever på Campus Grindsted, uanset hvordan området bliver organiseret i fremtiden.