Omfattende skader på jernbanen
Banedanmark er i gang med at udbedre skaderne på jernbanen, der var meget omfattende - også sammenlignet med tidligere storme.
- Stormens store kraft kombineret med, at bladene fortsat var på træerne, har været medvirkende til, at vi fik så massive skader rundt om på banen i hele landet og på S-banen. Vi har haft alle vores egne folk og ekstra mandskab i gang rundt om i landet, og trafikken er og bliver løbende åbnet i takt med, at banen igen er farbar. Derfor opfordrer vi også alle til at holde sig løbende orienteret om trafikken på rejseplanen og på DSB's hjemmeside, siger Søren Boysen, teknisk direktør i Banedanmark.
I langt størstedelen af landet er banen nu ryddet til trafik, og det er lykkedes at genskabe kørestrømmen fra København til Odense.
- De steder, hvor vi fortsat har store udestående, er omkring det trafikale knudepunkt i Middelfart, hvor der er væltede træer i kørestrømsanlægget, og på strækningen fra Tinglev til grænsen, hvor vi fortsat er i gang med at udbedre skaderne. Hvornår de resterende skader på ikke mindst kørestrømsanlægget er udbedret, ved vi i morgen, siger Søren Boysen.
- På s-togsnettet vil banen være klar til væsentligt mere trafik fra i morgen ( onsdag, red. ). De store udfordringer lige nu er området ved Lyngby, hvor der er blæst et tag fra en nabobygning ud på skinnerne, og der er knækket en kørestrømsmast, samt på strækningen mellem Birkerød og Hillerød, hvor vi har mange væltede træer ved kørestrømsanlægget.