Furesø truer TKD med erstatninskrav
TK Development ønsker ikke - som sagerne ser ud nu - at overtage arealet, hvor Farum Bytorv skal udbygges. Furesø Kommune truer med erstatningskrav.
Læs mere: TK Development skal udvikle Farum Bytorv.
Projektet ser dog ikke ud til at blive gennemført, som det ser ud nu. Ifølge en mail fra borgmesteren og formanden for Planudvalget i Furesø Kommune til Frederiksborg Amts Avis vil TK Development ikke betale den aftalte pris på 27,5 mio. kr. for området. Det skriver sn.dk.
TKD: Ikke behov for at drøfte detaljerne
Kommunen truer på grund af den manglende udbetaling med et erstatningskrav og gør det klart, i mailen sn.dk refererer, at der er taget indledende juridiske skridt i sagen.
TK Development afviser, at kommunen har en sag, da området ikke er som tidligere aftalt:
- Sagen er lidt mere kompleks, end kommunens pressemeddelelse beskriver. Vi kan i dag ikke købe den vare, som vi i aftalerne med kommunen er stillet i udsigt, og derfor har vi naturligvis heller ikke betalt noget til kommunen. På det foreliggende grundlag kan en handel dermed ikke gennemføres. Vi har ikke et behov for at drøfte detaljerne i sagen, men kommunen ved naturligvis præcist, hvilke forhold der gør sig gældende. Det er vor klare opfattelse, at kommunen ikke vinder noget ved at »rasle med sablen« omkring en juridisk sag. Kommer det mod forventning dertil, så imødeser vi den med fortrøstning. Kommunen og vi har forhandlet en mindelig løsning, og det er op til kommunen, om det kan lykkes eller ej, siger Developments direktør Robert Andersen ifølge sn.dk.