Far og søn er konkurrenter i tæt samarbejde
På trods af, at far og søn har hvert sit VVS-firma – VVS Firma Holger Jensen og VVS Firmaet Mogens Jensen - hjælper de hinanden, når det brænder på.
VVS-faget bliver i familien hos familien Jensen i Herning. Gennem 37 år har faderen med firmaet ’VVS Firma Holger Jensen’ haft egen forretning. Både sønnerne Mogens og Thomas er uddanende inden for VVS-faget. For et halvt års tid siden startede Mogens så også firma inden for branchen med VVS Firmaet Mogens Jensen.
På trods af, at han har forladt faderens firma for at blive selvstændig, arbejder Mogens og Holger Jensen stadig tæt sammen, når det er nødvendigt:
- Vi har stadig et rigtig tæt samarbejde, hvor vi låner hinanden. Det kan godt være svært at få det til at hænge sammen, hvis jeg ikke kan trække lidt på ham engang i mellem, men samtidig står jeg også klar, hvis de har brug for mig til en opgave. Udover det er det rart, at vi stadig kan skiftes til at rykke ud til sene aftenopgaver, så vi begge kan holde lidt fri engang i mellem, siger Mogens Jensen til aoh.dk.