Kæmpelastbiler medfører nye anlægsarbejder
For at tilpasse vejnettet til kørsel med såkaldte modulvogntog, særligt lange lastbiler, ombygges en række vejstrækninger til samlet 30 mio. kr.
På strækningen mellem Struer og Aalborg skal syv rundkørsler og to kryds bygges om. Og arbejdet er allerede gået i gang i rundkørslerne ved Høvejen og Ellehammersvej nordvest for Aalborg.
- Ombygningen skaber nogle gener for trafikanterne på strækningen, men vi forsøger så vidt muligt at begrænse generne. Ved Ellehammersvej har vi været nødt til at spærre det ene spor i rundkørslen i en periode. Vi beklager de gener, det medfører for trafikanterne, fortæller projektleder i Vejdirektoratet Poul Pilgaard.
Færdigt inden nytår
Udover de to nævnte rundkørsler skal rundkørslerne ved Gammel Høvej, Ny Aabyvej, Thisted Landevej, Terndrupvej og Tømmerbyvej også ombygges samt krydsene ved Hjardemålvej og Leopardvej. Og så vil der være enkelte kryds i byerne på strækningen, hvor en helle eller nogle kantsten skal flyttes lidt.
Når ombygningerne er færdige får modulvogntogene ikke blot mulighed for at køre mellem Struer og Aalborg. Det bliver også muligt at køre videre til Hanstholm Havn og Pandrup. Og på sigt skal krydset ved Havne Allé i Struer også ombygges, så der bliver adgang til Struer Havn.
Arbejdet vil være afsluttet på hele strækningen inden årets udgang, hvis vejret tillader det.
Fakta
Et modulvogntog er et op til 25,25 m langt vogntog koblet sammen af 2 eller 3 enheder såsom lastbil, anhænger, trækker, sættevogn eller kærre. Det må samlet veje op til 60 tons. På grund af deres størrelse må modulvogntogene kun køre på et afgrænset vejnet.
Der er som en del af trafikaftalen i marts 2013 afsat godt 30 mio. kr. til i perioden 2013-15 at udvide det danske statsvejnet med flere strækninger til kørsel med modulvogntog. Modulvogntog kræver mere plads for at kunne manøvrere end andre (kortere) vogntog, så der er ofte behov for at tilpasse vejene for at give plads til vogntogene.