Økonomisk usikkerhed får kunder til at fravælge varmepumper
![](https://image.nordjyske.dk/users/nordjyske/images/122028341.jpg?t%5Bstrip%5D=true&t%5Bcrop%5D%5Bwidth%5D=6000&t%5Bcrop%5D%5Bheight%5D=4000&t%5Bcrop%5D%5Bx%5D=0&t%5Bcrop%5D%5By%5D=0&t%5Bresize%5D%5Bwidth%5D=660&t%5Bresize%5D%5Bheight%5D=440&accessToken=edcb63214bb17480cf724c91670382a31761a53095ffdafd423c6bdd4b36b384)
Virksomheder oplever faldende interesse for bæredygtige løsninger.
Stigende energipriser og økonomisk usikkerhed får forbrugerne til at fravælge grønne løsninger i byggeriet.
Det viser en ny medlemsundersøgelse fra erhvervsorganisationen Tekniq. Heraf fremgår det, at virksomheder i det tekniske erhvervsliv frygter, at økonomiske bekymringer får kunderne til at fravælge de grønne løsninger.
Særligt inden for VVS-, blikkenslager-, smede- og metalvirksomheder samt bygge- og anlægsarbejde mærkes bekymringen for konsekvenserne af de høje energipriser.
- Virksomhederne fortæller, at kunderne er påvirkede af høje energipriser og derfor dropper planlagte investeringer i bæredygtige løsninger, siger Nicolai Siegumfeldt, underdirektør hos Tekniq, i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen viser, at hver fjerde medlemsvirksomhed er bekymret for konsekvenserne af høje energipriser, en stigning fra sidste år, hvor det var knap hver femte.
- Det kan være en tung skude at vende, når pessimismen har sat sig i forbrugernes lyst til at investere. Men det er den grønne omstilling af samfundet, der bliver sorteper, når der ikke investeres i boligen, lyder det videre fra Nicolai Siegumfeldt.
Helt præcist faldt salget af varmepumper med 60 pct. i 2024, mens der installeres 10 pct. flere gasfyr. Sidst man så et så lavt varmepumpesalg var tilbage i 2018. I dag er der cirka 200.000 luft-, vand- og jordvarmeanlæg installeret i Danmark.