23948sdkhjf

Er rådgivernes fremgang tegn på bedre tider?

Ordrebøgerne bugner hos de rådgivende ingeniører, og det kan være et fingerpeg om, at samfundsøkonomien er ved at vende, mener branchedirektør.
Den rådgivende ingeniørbranche skruer op for forventningerne til de næste seks måneder og fortsætter dermed de gode takter fra foråret 2013. Det viser Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI’s, konjunkturundersøgelse, hvor medlemsvirksomhederne er blevet spurgt om deres syn på fremtiden.

Rådgiverbranchen er især hjulpet af vækst inden for energi, boligbyggeri og erhvervsbyggeri, hvilket ses som et vigtigt sundhedstegn, ikke blot for branchen, men for det danske samfund generelt.

- Når fremgangen hovedsageligt kommer fra det private marked, så som boligbyggeri og erhvervsbyggeri, er det en god indikator for, at samfundsøkonomien er ved at vende, og at især at private virksomheder igen tør at investere i bygninger og produktionsanlæg, siger Henrik Garver, administrerende direktør i FRI.

Fremgangen inden for offentligt byggeri er beskeden. Ligeledes har sektorerne infrastruktur og miljø kun oplevet en lille fremgang, mens eksporten har været nogenlunde uændret siden april 2013.

Tre ud af fire forventer flere ordrer
Både øst og vest for Storebælt melder rådgivende ingeniørfirmaer om en markant forbedring i ordrebeholdningen. Virksomheder, der repræsenterer 74 procent af beskæftigelsen vest for Storebælt, forventer flere ordrer, og øst for Storebælt er det tilsvarende tal 72 procent. Kun 1 procent på begge sider af Bæltet forventer tilbagegang.

FAKTA
Undersøgelsen er foretaget blandt medlemmer af Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, i perioden 19. september 2013 til 8. oktober 2013.

134 virksomheder har deltaget i undersøgelsen, og de repræsenterer 89 pct. af arbejdspladserne i branchen.
- Ved sidste måling i maj var det 43 procent, der forventede en øget ordrebeholdning. Nu er tallet steget med godt 30 procentpoint. Det er meget gode nyheder fra branchen. Tilbagemeldingerne fra de rådgivende ingeniører er ret entydige og viser, at de forventer vækst, og at branchen er tilbage på sporet, siger Henrik Garver.

Der er dog stadig stor konkurrence om opgaverne, og det kan mærkes på indtjeningen.

- I hver enkelt virksomhed er der derfor fortsat et stærkt fokus på at styrke bundlinjen. Hertil kommer, at den nye vækst, vi ser, kan give flere virksomheder mod på opkøb, og dermed en øget konsolidering i branchen, fortsætter FRI-direktøren.

Øger beskæftigelsen markant
De mange ordrer betyder også, at rådgivende ingeniører skal ansætte flere. FRI’s konjunkturundersøgelse viser, at virksomheder, der beskæftiger 57 procent af branchens ansatte på landsplan, forventer at øge antallet af ansatte over de næste seks måneder, mens 42 procent forventer en uændret beskæftigelse. Blot 1 procent forventer at reducere i medarbejderstaben.

- Med de 57 procent af branchens virksomheder, der forventer en øget beskæftigelse over de næste seks måneder, er der tale om en ret markant fremgang. For bare seks måneder siden var tilsvarende tal på 38 procent – det vil sige en stigning på 19 procentpoint. Det er desuden værd at lægge mærke til, at det kun er 1 procent, der regner med at måtte afskedige folk, siger Henrik Garver.

FRI’s 343 medlemsvirksomheder beskæftiger 23.000 medarbejdere i Danmark og udlandet. Branchens danske omsætning er på 11,6 milliarder kroner med en eksportandel på cirka 25 procent er FRI’s store medlemmer blandt de største virksomheder i Europa inden for rådgivende ingeniørvirksomhed.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094