Miljøvenlig døråbner: Skandinavisk producent scorer miljøcertificering
![](https://image.nordjyske.dk/users/nordjyske/images/82585188.jpg?t%5Bstrip%5D=true&t%5Bcrop%5D%5Bwidth%5D=1483&t%5Bcrop%5D%5Bheight%5D=984&t%5Bcrop%5D%5Bx%5D=0&t%5Bcrop%5D%5By%5D=0&t%5Bresize%5D%5Bwidth%5D=660&t%5Bresize%5D%5Bheight%5D=438&accessToken=24d40c9f42b79fe30820c896c2975a9d3acf865870e4acc1fc682ee930592d7f)
Dørproducenten Swedoor har slået dørene op for en mere grøn fremtid for virksomheden.
Virksomheden har nemlig som første dørproducent i Skandinavien fået Cradle to Cradle-certificering på bronzeniveau. Det oplyser virksomheden selv i en pressemeddelelse.
- Vi er utrolig stolte over certificeringen, som er et vigtigt skridt i vores bæredygtighedsstrategi og ikke mindst en anerkendelse af vores indsats for en mere bæredygtig branche, udtaler Hauke Thiessen, der er salgsdirektør i Swedoor i Nordeuropa, og fortsætter:
- For at tage mest muligt hensyn til miljøets og menneskers sundhed er det altafgørende, at en virksomhed på vores størrelse omtænker hele produktionen, således det enkelte produkt kan genanvendes uden spild,.
Certificeringen er opnået for flere af Swedoors mest populære produkter, som repræsenterer over halvdelen af virksomhedens salg i Nordeuropa, skriver de i pressemeddelelsen.
For at kunne opnå en Cradle to Cradle-certificering på et produkt bliver produktet vurderet ud fra fem standarder, som det skal leve op til: materialesundhed, genanvendelse, energi, vand og socialt ansvar.
Certificeringen anerkender, at Swedoors produkter er fri for miljøskadelige materialer og kan genbruges i et cirkulært kredsløb, hvilket understøtter virksomhedens bæredygtighedsstrategi.
- Det har altid været en prioritet for os at udvikle og producere ansvarligt, men med Cradle to Cradle går vi et skridt videre. Nu sikrer vi, at vores produkter kan genbruges til gavn for kommende generationer i stedet for at blive bortskaffet, afslutter Hauke Thiessen.
Der findes fire certificeringsniveauer i Cradle to Cradle, nemlig bronze, sølv, guld og platin.
Swedoor hører under den amerikanske koncern Jeld-Wen, som er blandt verdens førende producenter og leverandører af indvendige og udvendige døre og vinduer.