23948sdkhjf

Hopper af limpinden efter 53 år

For tre år siden solgte Karl Brynningsen sit livsværk. Nu har han taget det endelige skridt ud i pensionstilværelsen

Efter hele 53 år på arbejdsmarkedet har Karl Brynningsen valgt at takke af. Ved årsskiftet gik medstifteren af PKI Supply således på pension efter en karriere, hvor passionen for limindustrien og interessen for mennesker har været med til at binde det hele sammen.

- Når jeg ser tilbage, så er der ingen tvivl om, jeg er mest stolt af at have været med til at bygge en virksomhed op fra bunden til at have en omsætning på over 100 mio. kr. og med international anerkendelse. Men det, der har gjort det største indtryk på mig, er de mange mennesker, jeg har mødt på min vej, siger Karl Brynningsen i en pressemeddelelse.

En flot karriere

I 2021 solgte han livsværket PKI Supply til Dana Lim, hvor han siden har været ansat som konsulent med fokus på integrationen af PKI i Dana Lims industriafdeling. Og her har man glædet sig over, at man fik Brynningsens ekspertise med i købet.

- Karl har haft en flot karriere og stor succes i erhvervslivet. Det er ikke mange, der først går på pension, når de er midt i 70’erne, men for Karl er det tydeligt at mærke passionen for den industri, der har fyldt det meste af hans professionelle liv, siger Lars Christensen, adm. direktør for Dana Lim.  

- Karl har været en uvurderlig del af at smelte de to virksomheder sammen til én, og uden hans hjælp stod Dana Lim ikke så stærkt på industriområdet, som vi gør i dag, fastslår Dana-direktøren. 

Limmand ved et tilfælde

At det lige blev en karriere i limbranchen, var lidt af et tilfælde for Karl Brynningsen, der startede arbejdslivet som snedker hos HTH Køkkener. 

Her blev han driftsleder, og interessen for lim begyndte at vokse. En del af de maskiner, de havde hos HTH, brugte industrilim fra den internationale virksomhed National Starch and Chemical Company, hvor de fik øjnene op for den danske driftsleder, der blev headhuntet til et job som sælger og konsulent.

Efter nogle år besluttede National Starch and Chemical Company, at de ville have en dansk distributør, og den mulighed greb Karl Brynningsen, der sammen med Bent Jensen og Poul Køster grundlagde PKI Supply i 1995. I første omgang fik Brynningsen rollen som salgsdirektør, inden han i 1998 og 2006 købte henholdsvis Poul Køster og Bent Jensen ud af PKI Supply.

Fart på eksporten

Under Karls Brynningsens ledelse fik PKI Supply for alvor fart på eksporten af industrilim, og fra Fredericia-virksomheden startede et eksporteventyr med salg til flere og flere fabrikker i Baltikum. 

I 2011 oprettede man et datterselskab i Polen og i 2018 i Ukraine, og da Brynningsen i 2021 afhændede virksomheden, var PKI Supply blevet en millionforretning med eksport til flere lande. Alligevel er det altså de mennesker, Brynningsen har mødt på sin vej igennem karrieren, han ved afslutningen af sit arbejdsliv vælger at fremhæve.

- De har hver især været med til at skabe den succes, som først PKI Supply og nu Dana Lim har i dag. Derfor kan jeg også med ro i sindet trække mig tilbage, for jeg ved, at der står ekstremt dygtige og passionerede kolleger klar til at tage over, siger Karl Brynningsen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074