23948sdkhjf

Kirk Kapital vælger entreprenør på nyt domicil

Jorton og Per Aarsleff har vundet licitationen på domicilbyggeriet i Vejle Havn.
I december 2013, godt og vel to år efter offentliggørelsen af Olafur Eliassons tegninger, tager Kirk Kapital første spadestik til sit nye hovedsæde i Vejle Havn.

Licitationen er nu afsluttet, og det står fast, at opgaven som hovedentreprenør går til Jorton A/S, mens Per Aarsleff A/S bliver vandbygningsentreprenør.

Det er selskabet Kirk Property A/S, der står for såvel opførelsen af det nye domicil som for de senere byggeprojekter på Havneøen i Vejle Havn, og direktør Benny Andersen glæder sig over, at det er lykkedes at indgå aftale med det, han betegner som et meget kompetent entreprenørteam.

- Vi har, med Jorton som hovedentreprenør, sikret os en kyndig, erfaren og kompetent samarbejdspartner, som, vi er overbeviste om, kan løfte opgaven med at realisere Olafur Eliassons unikke bygningsværk. Da Kirk Kapitals hovedsæde vil være placeret i havnebassinet, og byggeriet derfor indebærer arbejde under vandoverfladen, er det også afgørende for projektet, at vi kan trække på Per Aarsleffs særlige kompetencer inden for undervandskonstruktioner, siger direktør Benny Andersen.

Kirk Kapital købte den 24.400 m² store byggegrund af Vejle Kommune tilbage i 2010. Det seks etager høje byggeri placeres ude i selve havnebassinet. Udover Kirks domicil skal bygningen også huse kontorer til udlejning samt en offentligt tilgængelig stueetage med café og udstillingsrum. Der vil om kort tid blive oprettet en særlig hjemmeside, hvor interesserede borgere kan følge opførelsen af byggeriet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097