Kendt tegnestue udnævner ny chef
C.F. Møller Architects har fundet sin nye chef for landskabs- og byudviklingsopgaver.
Han hedder Thomas Olsen og er allerede et velkendt ansigt i C.F. Møller, hvor han har arbejdet de seneste 16 år.
Han afløser Jens Rex, der har fået nyt job som stadsarkitekt i Aalborg.
Thomas Olsen tiltrådte sin nye stilling 1. december.
16 år hos C.F. Møller
Den nye byudviklingschef er uddannet fra arkitektskolen i Aarhus og blev efter endt uddannelse ansat hos C.F. Møller Architects.
Blandt de seneste projekter, Thomas Olsen har arbejdet på, kan nævnes transformationsprojektet Dalum Papirfabrik i Odense, klimasikrings- og naturudviklingsprojektet Storkeengen i Vorup ved Randers og Skellefteå Rejsecenter i Sverige.
- Thomas’ rolige og troværdige ledelsesstil, høje faglighed og hans evne til at levere gode resultater gør ham til et naturligt valg som Head of Landcape & Urbanism, siger Søren Adamsen, driftsdirektør i C.F. Møller Architects, i en pressemeddelelse.
Afdelingen for landskabs- og byudviklingsopgaver – Landscape & Urbanism – beskæftiger cirka 20 landskabsarkitekter og byudviklere hos C.F. Møller Architects.