23948sdkhjf

Udvider med seks lande: "Det koster selvfølgelig på bundlinjen"

Indtjeningen falder for Ribe-virksomheden WoodUpp, men direktøren holder fast i strategien om vækst i udlandet 

Det blev hurtigt klart for Mads Vesterby Hansen, at hans firma ikke ville sælge lige så mange akustikpaneler som forventet. 

Han havde regnet med en indtjeningsstigning på 5 til 10 mio. kr., men WoodUpp måtte i stedet tage til takke med en bundlinje-nedgang fra 44 til 11 mio. kr. i regnskabsåret for 2023/24. Det var allerede i starten af regnskabsåret, at den 32-årige iværksætter vidste, at forventningerne ville blive svære at indfri.

Alligevel valgte han at holde fast i strategien og de investeringer, som han og ledelsen havde besluttet sig for. 

- Det koster selvfølgelig på bundlinjen, siger Mads Vesterby Hansen. 

Ribe-baserede WoodUpp sælger mest på eksportmarkederne og har åbnet på seks nye markeder i løbet af regnskabsåret. Det skete gennem en kombination af opkøb af eksisterende virksomheder og etablering af nye selskaber. 

Åbner datterselskaber 

WoodUpp, som specialiserer sig i akustikpaneler til alt fra private husholdninger til restauranter, har nu datterselskaber i Holland, USA, Sverige, Frankrig, Norge, Polen, Italien, i Sydafrika og i De Forenede Arabiske Emirater (Dubai). 

Det er mange lande, og det er fordi, Ribe-virksomheden typisk opretter et datterselskab, når et nyt land skal erobres. 

- Vi finder nogle gode lagerfaciliteter med henblik på at åbne et lager i det pågældende land. Vi sørger desuden for lokal kundeservice. Vi ansætter typisk også en landedirektør, som får en mindre aktiepost i datterselskabet, siger Mads Vesterby Hansen. 

Det er ikke kun produkterne, som bliver eksporteret - det gør produktionen også. I januar overtog WoodUpp produktionsfaciliteter i USA og fremstiller nu akustikpaneler her samt på fabrikkerne i Ribe og Skærbæk.

Allerede positiv effekt nu

Opkøbene har givet et medarbejderboom i virksomheden. Antallet af medarbejdere er steget fra 54 til 88, og personaleomkostningerne er steget fra 14 mio. kr. til 39,4 mio. kr. 

De mange investeringer vil ifølge direktøren hurtigt komme til at gavne virksomheden.

- Det kommer allerede til at have en positiv effekt i det regnskabsår, vi er i gang med. Vi kan allerede se i første kvartal (WoodUpps regnskabsår begyndte 1. juli, red.), at investeringerne begynder at bære frugt. Det er vi rigtig glad for, siger Mads Vesterby Hansen. 

Det stiller samtidig store krav til de ansatte på hovedkvarteret i Ribe, når virksomheden udvider med den hastighed, som den gør. 

- Vi har derfor investeret kraftigt i at udvikle vores organisation herhjemme. Det kræver flere hoveder at styre hele virksomheden, og derfor har vi oprustet. 

Under WoodUpp Group ligger to selskaber, PVH Production og så WoodUpp A/S. Det er PVH Production, som leverer den håndværksmæssige kunnen og know-how. Den virksomhed er stiftet af Mads Vesterby Hansens forældre i 1991.

WoodUpp Group har tidligere Actona-direktør Torben Villadsen som medejer og bestyrelsesformand og det vestjyske investeringsselskab Brygge Partners som minoritetsinvestor. Mikkel Bang Knudsen er driftsdirektør og Troels Johansson er marketingsdirektør, og begge er medejere og har været med til at udvikle virksomheden siden 2019. Senest er økonomidirektør Steffen Graves Silberbauer tilføjet til ledelsen og ejerkredsen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.136