23948sdkhjf

Giver grønt lys til et af tre storopkøb

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har godkendt Davidsens overtagelse af tidligere XL Byg-selskab

Fire nye afdelinger og en ekstra omsætning på omkring 780 mio. kr.

Det er, hvad Davidsens Tømmerhandel i første omgang kan se frem til at vokse med, efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har vendt tomlen op til trælastkædens overtagelse af Roslev Trælasthandel.

Opkøbet er et af tre, Davidsen i sommer annoncerede, og forudsat at styrelsen ligeledes godkender overtagelsen af Tømmergaarden samt CF Petersen og Søn, står koncernen til at kunne føje i alt knapt tre ekstra omsætningsmilliarder og 26 nye afdelinger til den eksisterende forretning.

Dermed får kæden, der har rødder i det sønderjyske, mere end fordoblet sit butiksnet og sikrer sig ikke mindst en mere landsdækkende tilstedeværelse, som adm. direktør Henrik Clausen fremhævede tidligere på året.

- Først og fremmest er det et godt match både geografisk og kulturelt. Vi lykkes med at få en position, hvor vi bliver langt mere landsdækkende, og samtidig er der tale om tre meget veldrevne virksomheder, hvilket også har været enormt vigtigt for os, sagde Davidsen-direktøren i oktober om de tre opkøbsmål.

Står til fordobling

Davidsens Tømmerhandel blev i starten af året overtaget af finske Kesko efter 80 år på stifter-familiens hænder, og allerede da overtagelsen blev annonceret fastslog Henrik Clausen, at virksomheden med den nye ejer i ryggen så gode muligheder for såvel organisk som vækst via opkøb.

– I virkeligheden er det danske marked stadig relativt fragmenteret med en række små og mellemstore, familieejede trælaster. Der skal selvfølgelig altid to til at blive enige om en handel, og timingen kan man altid diskutere, men jeg tror, at det kan være et godt tidspunkt lige nu, hvor alle er bevidste om, at der er en nedgang i aktiviteten. Det, tror jeg, kan fordre en yderligere konsolidering, lød hans vurdering sidste sommer.

Davidsens Tømmerhandel kom ud af regnskabsåret 2023 med en omsætning på 3,2 mia. kr., og i fald Konkurrencestyrelsen også godkender overtagelsen af Tømmergaarden og CF Petersen og Søn, er det altså ikke alene butiksnettet men ligeledes toplinjen, der er tæt på en fordobling.

Dermed står kæden, der med sit seneste årsregnskab indtog en plads som nummer fem på listen over landets største byggecenterkæder, til at passere både Jem & Fix og XL Byg AMBA, og dermed lægge sig på en tredjeplads lige under Stark og Bygma.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.066