Roust Spær genopstår
Familien bag den konkursramte virksomhed genoptager produktionen i et nyt selskab. Omkring en tredjedel af de 120 medarbejdere er genansat.
Konkursen hos E. Pihl & Søn i august måned ramte den ellers sunde virksomhed særdeles hårdt, og direktør Robert Pedersen måtte i første omgang afskedige 60 medarbejdere og anmode om rekonstruktion.
Rekonstruktionen mislykkedes, og Roust Spær blev i forrige uge erklæret konkurs. Tre medlemmer af Pedersen-familien – Robert, Erik og Claus – stiftede herefter selskabet Roust Træ A/S i bestræbelserne på at videreføre produktionen i et nyt setup.
Det er nu lykkedes at nå til enighed med kurator om et køb af aktiviteterne, og i første omgang kører produktionen videre med 40 mand – en tredjedel af den oprindelse bemanding. Det fortæller Robert Pedersen til JydskeVestkysten:
- Det har været hårde forhandlinger med boet og kurator i lang tid. Jeg kan ikke komme ind på detaljer. Jeg er taknemmelig for den støtte og opbakning, jeg har fået fra kunder, leverandører og nærområde, siger han til avisen.