23948sdkhjf

2025 vil byde på færre konkurser

Efter et par år med store stigninger i antallet af konkurser, spår kreditforsikringsselskabet Atradius nu et fald

Verden over vil færre virksomheder med al sandsynlighed dreje nøglen om næste år.

Sådan lyder det fra kreditforsikringsselskabet Atradius, der forventer, at udviklingen allerede nu vil vise sig i Danmark. 

I en pressemeddelelse oplyser selskabet således, at antallet af udeblevne betalinger har været markant lavere i årets tredje kvartal, end det gjorde sig gældende i de to første.

- I løbet af 2024 har vi oplevet, at antallet af konkurser er blevet mere stabilt, og med de nye positive rentemeldinger fra USA og en dansk økonomi, der performer rigtig godt, forventer vi, at antallet af konkurser vil være mærkbart lavere i de sidste måneder af 2024, end de var i de tre første kvartaler, udtaler Jesper Daugaard Faurby, adm. direktør i Atradius.

Krigstrommer og rentesænkninger

Udviklingen er i høj grad afhængig af renteudviklingen, og at der ikke sker en eskalering af situationen i Mellemøsten. 

Begge dele kan nemlig gøre det dyrere for virksomheder at operere og ramme dem på arbejdskapitalen, lyder det fra kreditforsikringsselskabet, der dog understreger, at den aftagende inflation og de deraf afledte rentesænkninger også peger i en positiv retning.

Ifølge Atradius er det imidlertid vigtigt at påpege, at der for mange virksomheder vil gå en rum tid, før effekterne kan ses på top- og bundlinje.

- Under covid-pandemien var der masser af statsstøtte og et kunstigt lavt antal konkurser verden over. Efterfølgende skulle virksomheder betale lån tilbage, og de såkaldte zombievirksomheder, der blev holdt kunstigt i live på grund af covid-midler, gik så konkurs, siger Jesper Daugaard Faurby og understreger, at det vil have en positiv effekt i 2025, at erhvervslivet endelig er ude på den anden side af dette.

Efter covid har de fleste markeder oplevet et konkursniveau, der oversteg det normale. Mens konkursniveaet forventes at falde igen i lande som Danmark, Sverige, Østrig og Canada, så er der også markeder som Storbritannien og Schweiz, hvor Atradius forventer, at antallet af konkurser vil forblive højere, end det var inden pandemien.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094