23948sdkhjf

Sådan tackler du en lærling med diagnoser, mester

Der er hjælp at hente for de mestre, der åbner døren for lærlinge med udfordringer. Nyt informationsmateriale viser vejen til forskellige støttemuligheder

Angst, ADHD, autisme og borderline. Flere og flere unge med særlige udfordringer og diagnoser er i disse år på vej ud på arbejdsmarkedet, og det stiller nye krav, også til landets mestre.

Heldigvis er der hjælp at hente.

Ifølge Dansk Håndværk har mere end hver femte lærling i dag en diagnose, der giver dem ret til at få specialpædagogisk støtte, også kendt som SPS. Det gælder diagnoser såsom ordblindhed, talblindhed, ADHD, autisme eller fysiske handicap.

Det er dog alt for få virksomheder, der kender til mulighederne, lyder det fra erhvervsorganisationen, der derforhar været med til at bidrage til nyt informationsmateriale om støttemulighederne.

Kan koste kontrakter

At de unge i dag kommer med andre udfordringer, end byggebranchen har været vant til at rumme, har vi tidligere beskrevet her på Mester Tidende.

I sommer fortalte Jane Rosa Malthesen, lærlinge- og uddannelsesansvarlig hos anlægsgartnervirksomheden Buus A/S, hvordan hun oplever, at en større andel af de unge lærlinge i dag er af en mere sårbar slags, ligesom der er blevet kortere mellem diagnoserne.

Og også hos Tømrerfirmaet Jørgen Sørensen i Viborg har direktør Brian Schjøtler fået øjnene op for, hvad diverse bogstavkombinationer kan have af betydning.

– Der findes jo også voksne mennesker med ADHD og andre diagnoser, og nogle af de ting, vi er blevet præsenteret for i det her forløb, har virkelig fået os til at tænke tilbage på både lærlinge og svende, der ikke er hos os mere, og hvor vi i dag kan se, at der nok var noget af det på spil, fortalte Brian Schjøtler tidligere på året, efter virksomheden var gået ind i et projektforløb målrettet fremtidens arbejdskraft.

Ifølge Dansk Håndværk kan det netop få konsekvenser for samarbejdet mellem mester og lærling, hvis man som virksomhed ikke får den tilstrækkelige støtte til at håndtere udfordringerne.

Her peger erhvervsorganisationen på de godt 10.000 lærlingekontrakter, der årligt bliver ophævet, og selvom grundene kan være mange, er der som regel tale om en negativ situation for både mester og lærling, lyder det.

Syv siders tip

Sammen med Danske Anlægsgartnere, Arbejdsgiverforeningen KA, Danske Malermestre, DOFK og Dansk Bilbrancheråd har Dansk Håndværk derfor bidraget med input til det nye informationsmateriale, der er udarbejdet af SMVdanmark.

Guiden skal både være med til at sikre, at lærlingene får den rette hjælp, og at mestrene kender til mulighederne for at få støtte. Konkret kan den specialpædagogiske støtte bestå af værktøjer, der gør lærlingens hverdag nemmere, som eksempelvis adgang til ordblindeprogrammer, eller der kan være tale om mentortimer på skolen eller i virksomheden.

Foruden overblikket over støttemulighederne giver materialet en beskrivelse af, hvad der kendetegner ADHD, ADD, autisme og Asbergers, angst, depression, tics og Tourettes, borderline personlighedsforstyrrelse og selvskadende adfærd, og kommer med råd til, hvordan mennesker med disse diagnoser kan rummes på en arbejdsplads.

Det nye informationsmateriale kan hentes på Dansk Håndværks hjemmeside

Artiklen er en del af temaet MesterTips.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078