23948sdkhjf

Friske millioner sikrer fortsat hjælp til kriseramte SMV’er

Siden 2007 har flere end 10.000 kriseramte SMV’er fået hjælp gennem Early Warning. Nu skydes 20 friske millioner i den fortsatte indsats

Krisekorpset Early Warning vil også i de kommende tre år stå klar til at hjælpe, når en af landets små eller mellemstore virksomheder noterer sig begyndende krisetegn.

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har nemlig besluttet at investere yderligere 20 mio. kr. i pro

jektet, hvor kriseramte virksomheder kan få personlig sparring og vejledning, og dermed er Early Warning for nuværende sikret overlevelse frem til 2027.

For der er ingen grund til at stoppe en succesfuld ordning, siger Fleming Frederiksen, medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og direktør i Svend Frederiksen Maskinfabrik.

- Det vigtigste fokus for os i bestyrelsen er, at vi bruger vores midler på indsatser, der gør en forskel for de små og mellemstore virksomheder, siger han i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Når tiltag er så effektive som Early Warning, og når de fortsat kan samle et unikt dedikeret korps af erfarne frivillige virksomhedsfolk og rådgivere, så skal vi selvfølgelig fortsætte med at investere her. Det giver god mening for mange virksomheder, og det er samtidig godt for mange lokalsamfund rundt i landet, hvor jobs bliver bevaret.

750 SMV’er vil få vejledning

Early Warning er et landsdækkende, gratis og fortroligt tilbud, der startede, fordi undersøgelser gang på gang har vist, at tidlig hjælp til virksomheder i modgang kunne reducere både økonomiske, samfundsmæssige og personlige konsekvenser af konkurser.

Status fra den nuværende indsats viser, at ca. hver syvende konkurs i aktive virksomheder i Danmark sker med aktiv bistand fra Early Warning, og det sparer ifølge krisekorpset mange virksomheder for unødigt ukontrolleret nedlukning.

Derudover opnår virksomhederne fordele som for eksempel økonomiske og tidsmæssige besparelser, et større overblik, og der er bedre muligheder for virksomhedsejeren bagefter, lyder det videre.

Projektet er en fortsættelse af den eksisterende indsats, som Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har støttet siden 2019 med over 28 mio. kr., og som understøtter aktiviteter til og med 2024. Med de 20 mio. kr. til projektet kan yderligere godt 2.500 virksomheder screenes frem til 2027. 

Heraf vil 750 virksomheder blive henvist til en frivillig fra Early Warning-korpset, og 75 pct. af disse virksomheder forventes at overleve. 750 virksomheder kan henvises til advokatbistand, og 65 pct. af disse forventes afviklet mere effektivt og med mindre gæld, end hvis de ikke havde deltaget i Early Warning.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.168