23948sdkhjf

Arlas laktoseanlæg i Nr. Vium (#10)

Et udpræget fokus på samarbejde har været medvirkende til at sætte tempo på Arlas opførelse af Europas største laktoseanlæg på fabrikken Danmark Protein i Nr. Vium.

I samarbejde med CRM-Byggefakta sætter Building Supply i løbet af denne og den kommende uge fokus på de 10 største byggerier, som hidtil er blevet igangsat i løbet af 2013. Vi starter med Arlas laktoseanlæg ved Nr. Vium i Vestjylland, som er nummer ti på listen.


Arla Foods Ingredients er i færd med at etablere et af Europas største laktoseanlæg på fabrikken Danmark Protein i Nr. Vium med en samlet anlægssum på cirka 900 mio. kr.

Det er dog alene opførelsen af 16.500 m 2 lagerområde og produktionsareal med en byggesum på 210 mio. kr., som er med til at give en 10.-plads på listen over de største byggerier, som er igangsat i løbet af 2013.

- De 6.000 m 2 er lagerområde, som blev taget i brug i august, mens de resterende 10.000 m 2 er procesbygninger og forsyningsinstallationer. Den del regner vi med at have færdig til maj næste år. Produktionen starter med at køre sidst i august næste år, hvor Arla tager anlægget i brug. I 2016 kører anlægget efter planen for fuld produktion, siger Rolf Pedersen, forretningschef i Alectia, der fungerer som totalrådgiver på projektet.

Danmark Protein ejes af Arla Foods Ingredients, et datterselskab under Arla Foods-koncernen.

Fabrikken har fremstillet valleprotein siden 1980 – i dag har den ca. 200 medarbejdere og producerer 73 vallebaserede proteinprodukter samt 25 permeat/laktoseprodukter.

Den 32.000 m 2 store fabrik indtager årligt 3 mio. ton valle og havde i 2012 en produktionsvolumen på 75.000 ton.
Tæt samarbejde fra starten
Alectias store erfaring inden for byggeri og ombygning af mejerier har været til god hjælp med byggeriet, som blandt andet indbefatter lokaler i 10-etagersklassen med 30 meter fra gulv til loft.

- Det er ikke bare en produktionshal, for selve bygningen bygges op omkring udstyret. Derfor er der en stor integration mellem udstyr og bygning, hvilket stiller krav til balancen, da der også skal være plads til fleksibilitet og fremtidige udvidelser, forklarer Rolf Pedersen.

Han fremhæver især samarbejdet mellem bygherre, entreprenører, leverandører og rådgivere som en årsag til, at der er lykkedes at færdiggøre projektet inden for den forholdsvis korte tidsramme. Det betyder blandt andet, at alle parter mødes hver uge til møder, hvor der gøres status og drøftes løsninger på eventuelle forhindringer.

- Projekttiden er meget kort, og det har været muligt, fordi der fra starten har været et stort fokus på samarbejde. Entreprenørerne er blandt andet valgt ud fra deres tidligere samarbejdserfaringer på byggeprojekter, og det har været et krav, at alle deltagere har en samarbejdsånd, så man går til projektet med en løsningsorienteret tilgang, siger Rolf Pedersen.



Byggefakta: Laktoseanlæg til Arla Foods Ingredients
Pris: 210 mio. kr.
Areal: 15.000 m 2
Byggestart: Maj 2013
Forventet afslutning: August 2014
Bygherre: Arla Foods Ingredients
Arkitekt: Alectia A/S
Totalrådgiver: Alectia A/S
Ingeniør: Alectia A/S

Projektet er fra CRM-Byggefaktas database, som indeholder over 9.000 aktive danske byggeprojekter, dvs. stort set alle byggeprojekter i Danmark.
Se mere om konkrete projekter på www.byggefakta.dk.

Artiklen er en del af temaet Top 10.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094