23948sdkhjf

Ledelsesændring: En af landets største erhvervsentreprenører henter ny salgsdirektør

Kendt ansat bliver salgsdirektør hos DS Flexhal

Efter syv år i DS Flexhal tager Jonas Bang Eriksen et stort skridt op og får rollen som salgsdirektør hos den store totalentreprenør. Han bliver også en del af selskabets ledergruppe.

Jonas Bang Eriksen har senest været afdelingschef med fokus på DS Flexhals parkeringshuskoncept, som Licitationen tidligere har beskrevet.

Som en del af salgsstrategien vil den nye direktør fortsætte med at fremme kendskabet til parkeringshuskonceptet.

- Vi ser frem til den fortsatte vækst og udvikling, og vi glæder os til at opleve de spændende muligheder, der ligger foran os, siger Jonas Bang Eriksen i en pressemeddelelse.

Trapper ned efter 43 år

Ledelsesskiftet i salgsorganisationen betyder også et farvel til Kai Rørbæk som salgsdirektør. 

Efter en karriere, der strækker sig over 43 år, træder han et skridt tilbage og vil fremover kun have en enkelt arbejdsdag om ugen i en stilling som som sælger.

Efter ændringen består den samlede organisationsledelse i DS Flexhal af adm. direktør Anette Storm, salgsdirektør Jonas Bang Eriksen samt tilbudschef Lars Harbo og økonomichef Simon Bisgaard.

Efter et par år med en omsætning på over 1 mia. kr., faldt DS Flexhals toplinje i regnskabsåret 2022/23, hvor den senest tilgængelige årsapport er fra, til 942 mio. kr. 

Fra 2020/21 til 2022/23 er overskuddet efter skat også dalet fra 108 mio. kr. til 70 mio. kr.

DS Flexhal A/S
Regnskabsår 2022/23 2021/22 2020/21
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 942,0 1.227,2 1.059,8
Bruttofortjeneste 132,6 167,7 135,4
Resultat af primær drift 89,5 112,2 87,2
Resultat før skat 91,0 106,1 127,8
Årets resultat 71,0 82,5 108,9
Balancestatus 848,8 551,7 508,3
Egenkapital 321,7 250,9 168,9
Antal ansatte 61 55 47
Kilde: CVR

Rokader

Direktørskiftet i DS Flexhal er det seneste af flere, som har fundet sted i selskabet og moderkoncernen, DS Gruppen over de seneste mange måneder. 

Producenten af stål- og betonløsninger til byggeri og industri, som blev købt af den tyske industrikoncern Goldbeck GmbH i 2022, fik ny topledelse tidligt i 2024, da Kent Hejn Kristensen annoncerede sin afsked som adm. direktør for DS Gruppen og DS Flexhal.

Opgaven blev overtaget af Morten Kaad, der i forvejen var medlem af direktionen i DS Gruppen og adm. direktør for DS Stålkonstruktion, samt Mike Flörke, medlem af direktionen og samtidig Chief Strategy Officer i DS Gruppen.

Nyt ansigt i toppen var også Anette Storm, som skiftede jobbet som driftsdirektør i DS Flexhal ud med titel af adm. direktør samme sted.

De sidste medlemmer af direktionen er Anders Brinch Sørensen, adm. direktør for DS Elcobyg, og Thomas Lundgaard Rasmussen, adm. direktør for DS Stålprofil.

DS Gruppen dækker DS Flexhal, DS Elcobyg, DS Stålkonstruktion og DS Stålprofil.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11