23948sdkhjf

Forsker mener håndværkerfradrag kunne være brugt bedre

Danmark skal klimasikres, men det kunne gøres på bedre måder end at udvide håndværkerfradraget, lyder det

Det er vigtigt at gøre noget for at klimasikre Danmark, men det er ikke nødvendigvis det rigtige at udvide håndværkerfradraget ifølge arbejdsmarkedsforsker Bent Greve fra Roskilde Universitet.

Regeringen vil i sit udspil til finansloven genindføre håndværkerfradraget, erfarer Ritzau. Det står ikke klart, hvordan det skrues sammen, men Venstre vil målrette det klimasikring. Det kunne dog gøres på en bedre måde, lyder det.

- Jeg synes grundlæggende ikke, der er brug for den, selv om jeg godt kan se nogle fordele ved det. Det er fordi, der er risici både i forhold til, at det er noget, der bliver udført alligevel, og at der ikke er et problem med arbejdskraft, siger han.

Dermed vil det fra næste år igen blive muligt at trække noget af håndværkerregningen fra i skat, når hjemmet sættes i stand, og samtidig forhøjes servicefradraget.

En populær ordning

Da Venstre genindførte fradraget i 2016, var det med tilbagevirkende kraft. Men det er endnu usikkert, hvordan fradraget skrues sammen. Det beror på forhandlinger mellem de partier, som går sammen om en finanslov.

Bent Greve anerkender, at det er en populær ordning.

- Det er en populær ordning, og der er nogen, der synes, det giver dem et ekstra skub i retning af at få tingene gjort, og det er den positive del af det.

- Men jeg synes godt, man kan sige, at det måske ikke er det, der er mest brug for i dansk økonomi lige nu, siger han.

Han peger blandt andet på rekordhøj beskæftigelse i Danmark.

Et stykke hen ad vejen er der tale om en skattelettelse for landets boligejere, som i forvejen er dem, der har mest på kistebunden.

- Ja, det er det et stykke ad vejen. Men de gør noget, som man samfundsøkonomisk gerne vil have, og det giver boligejerne et incitament til at gøre det. Så det er den balance, jeg tror, man har prøvet at finde, siger han.

Han mener, det kunne være gjort på andre måder, som havde haft større effekt. Det kunne være ved at give det til en større gruppe af boliger på én gang, så det havde større effekt.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079