Boligselskab sætter igen grønt fodaftryk på nybyggeri
31 boliger i Aalborg-forstaden Gistrup er næste etape i det almene boligselskab Alabu Boligs bestræbelser om at blive den mest bæredygtige boligorganisation i Nordjylland.
De nye boliger certificeres med Svanemærket, det officielle nordiske miljømærke, som de første boliger almenboliger i Aalborg.
– Grundet sommerferien planlagde vi, at det første spadestik til byggeriet af de nye familieboliger i etape to går i jorden nu her efter sommer. Vi har siden maj klargjort og indrettet byggepladsen, så vi er klar til at gå i gang, fortæller projektchef fra Alabu Bolig, Brian Hansen, i en pressemeddelelse.
Til at gøre byggeplanerne nær Aalborgs nye universitetshospital til virkelighed er Byggefirmaet Knudsgaard valgte som totalentreprenør.
De 31 familieboliger er tænkt som 6 boligstænger i form af rækkehuse der ligger omkring de bevaringsværdige træer og buske i området, roteret i forhold til lys og udkig til det fri.
Holder planen står de nye boliger klar ultimo 2025 eller primo 2026.
Boligbyggeriet Alabu Bolig er det seneste i en række tiltag, som udspringer af boligselskabets erklærede mål om at blive den mest bæredygtige boligorganisation i Nordjylland.
DGNB, frivillighed og Svanemærket
Hidtil er renoveringer sket efter DGNB-ordningen. Samtidig har boligorganisationen i 2022 opført tre nye projekter med i alt 75 familieboliger i byerne Gug, Klarup og Gistrup under den såkaldte frivillige bæredygtighedsklasse, som Social- og Boligstyrelsen lancerede i 2020.
Blandt dem var første etape af Gistrupbyggeriets - 29 boliger, der stod klar i sommeren 2023.
Disse boliger opfyldte kravene fra Den Frivillige Bæredygtighedsklasse, hvor en række krav fra bygningsreglementet er yderligere skærpede.
Det medfører blandt andet, at der laves en livscyklusvurdering af byggeriernes klimapåvirkning, og områder, der vedrører beboernes trivsel som indeklima, dagslys i boligen, med mere.
Byggeprojektet suppleres altså nu med etape to med svanemærkede boliger. For at opnå certificeringen skal byggeriet overholde en række krav i forhold til de materialer, der anvendes i boligerne, og til håndteringen af affald under byggeriet for at fremme den cirkulære økonomi. Derfor vil der være fokus på genanvendelse af materialer til andre byggerier eller renoveringer.
Arbejdet med det svanemærkede byggeri tog sit afsæt i en hensigtserklæring, der blev indgået med Aalborg Kommune sidste år.
– Vi tog de første afgørende skridt mod svanemærket nybyggeri i juni sidste år, da vi underskrev hensigtserklæringen sammen med de andre almene boligselskaber Plus Bolig og Himmerland Boligforening, og nu er vi altså gået fra hensigtserklæring til realitet, fortæller Brian Hansen.