23948sdkhjf

Renser titusindvis af gamle gulvbrædder for miljøfarlige stoffer

En nyudviklet maskine kan - som den første på markedet - rense og forarbejde gamle trægulve for miljøfarlige stoffer, så gulvene kan bruges igen

Siden den 1. januar 2024 har genbrugte byggematerialer talt med 0 kg CO2 i bygningers klimaregnskab (LCA beregning). Det giver et ekstra incitament til at brug brugte byggematerialer frem for bare at købe nye, som det traditionelt er sket.

Det gælder f.eks. de massive trægulve lagt i 70’erne, som er alt for gode til at smide væk. Gulvbrædderne har mange års levetid foran sig, hvis de bliver taget nænsomt op for at blive renset for miljøfarlige stoffer som PCB, slebet og behandlet igen med for eksempel lak eller olie.

Det faktum arbejder virksomhederne GreenDozer og Colour Compagniet ud fra. De fandt sammen i forbindelse med, at 400 lejligheder i Gellerupparken rives ned, og der er titusinder af kvadratmeter massive trægulve, som kan bruges igen - hvis altså de bliver behandlet rigtigt. Imidlertid fandtes der ikke en maskine på markedet, der kunne rense gulvene for miljøfarlige stoffer og forarbejde de gamle trægulve, så de bliver klar til at blive lagt igen i nye boliger eller erhvervsejendomme.

Derfor udviklede virksomhederne sammen en helt ny maskine. Den første på markedet, fremhæver virksomhederne i en pressemeddelelse.

Og maskinen går en travl tid i møde i forbindelse med en kommende nedrivning og renovering af lejligheder i Bispehaven i Aarhus, Gadehavegård i Taastrup, Skovparken i Kolding og en række andre udsatte boligområder.

Godkendt af Miljøstyrelsen

GreenDozer og Colour Compagniet har gennemført en lang række tests med meget positive resultater. Maskinen er nu - som den eneste i Danmark - godkendt af Miljøstyrelsen til at fjerne PCB fra lakken på gulve. Maskinen kan også fjerne PCB fra andre gulvtyper end de massive parketgulve, der findes i de fleste lejligheder fra 1970’erne.

EU støtter projektet

Projektet med at genbruge de gamle trægulve har opnået medfinansiering af den Europæiske Union og baner vejen for at optimere arbejdet med genbrug af gulvene i Bispehaven.

GreenDozer er hovedansøger, nedriveren P. Olesen optager gulvene nænsomt, Teknologisk Institut står for test og beregninger, Colour Compagniet renser gulvene og forarbejder, Solar sørger for logistikken og Gate21 koordinerer projektet.

EU-projektet resulterer senere i en rapport, der offentliggøres, så hele byggebranchen kan drage fordel af erfaringerne, og metoden kan overføres til andre materialekategorier.

Kilde: GreenDozer og Colour Compagniet

- I byggeriet skal der ganske enkelt genbruges langt flere gode byggematerialer fremover for at få klimregnskabet til at gå op. Byggeriet alene står for 30-40 pct. af CO2-udledningen. Derfor er der også en naturlig og god interesse for konkrete løsninger som vores.

I samarbejde med aktører fra hele værdikæden har vi sikret en høj kvalitet af trægulvene, så de er attraktive at bruge igen i villaer, sommerhuse eller i større erhvervsejendomme. Gulvene er for alle, der har omtanke for klimaet og ønsker et unikt gulv med en særlig historie og patina, fortæller Jan Rohde, der er stifter af GreenDozer, der har specialiseret sig i online salg af genbrugte byggematerialer.

Samarbejde er vejen frem

Blandt de mange samarbejdspartnere er Brabrand Boligforening, som ønsker, at de massive trægulve fra de lejligheder, der bliver revet ned, bliver brugt igen. Parallelt med at gulvene blev taget nænsom op, udviklede GreenDozer og Colour Compagniet den nye maskine, og selve optagningen af gulvene, transport og lager blev formaliseret.

- Samarbejdet mellem byggeriets aktører er vejen til at få genbrugte byggematerialer op i stor skala, at få højere kvalitet og lavere priser på genbrugte byggematerialer, forklarer Jan Rohde.

Michael Lund, ejer af Colour Compagniet:

- Jeg læste i pressen om genbrug af gulvet i Gellerupparken og tog kontakt til Jan Rohde fra GreenDozer. Jeg må ærligt tilstå, at jeg ikke forventede, at den telefonsamtale ville føre til måneder med tests og dialoger med Miljøstyrelsen, kommunen, maskinleverandører, lakspecialister, ventilationseksperter m.fl. Men det har været det hele værd, når vi ser resultatet af de to første gulve, vi har lagt i en stor erhvervsejendom under opførelse på havnen i Aarhus og i en herskabslejlighed ved søerne i København.

Artiklen er en del af temaet PASKRAM .

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074