23948sdkhjf

Lettere og billigere at lade virksomheden gå videre, mester!

Nye og lempeligere skatteregler gør det billigere at overdrage en virksomhed til et nært familiemedlem

Det har truet mange håndværksvirksomheders eksistens, når mester stopper arbejdslivet og virksomheden skal føres videre af næste generation. De skattemæssige konsekvenser har nemlig ofte gjort det vanskeligt at overdrage en familieejet virksomhed til næste generation.

Men der er lys forude. I slutningen af juni måned blev et bredt flertal bestående af regeringen samt Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti enige om politisk aftale, der skal sikre et stærkere og mere konkurrencedygtigt erhvervsliv. Og en central del af aftalen handler om at gøre det nemmere at overdrage en familieejet virksomhed til næste generation gennem en række skattetiltag. Bo- og gaveafgiften ved overdragelse af en virksomhed til et nært familiemedlem sættes ned fra 15 pct. til 10 pct. Samtidig får virksomhedsejere mulighed for at vælge en såkaldt skematisk værdiansættelse af deres virksomhed i forbindelse med generationsskifte. De nye regler ventes at træde i kraft pr.1. oktober-

Unfair dobbeltbeskatning

Ændringerne bliver mødt med begejstring hos SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder.

- Hver 8. medlem af SMVdanmarks 18.000 medlemmer forventer at gennemføre generationsskifte indenfor de næste fem år. Det får de nu lettere ved at gøre takket være den nye aftale, siger adm. direktør Jakob Brandt.

- Skat på at lade sin virksomhed gå i arv er en grundlæggende unfair dobbeltbeskatning af familieejede virksomheder, der gør det urimelig svært at gennemføre et generationsskifte i de mange tusinde i danske SMV’er. Selvom jeg gerne så, at skatten kom endnu længere ned, så vil jeg gerne rose partierne bag aftalen for at komme os i møde her.

Aftale om et stærkere erhvervsliv

Regeringen samt Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti indgik i slutningen af juni måned en aftale, der både indebærer saneringer af erhvervsstøtteordninger og nye initiativer, der skal skabe bedre rammevilkår for dansk erhvervsliv. Initiativerne i aftalen består bl.a. af at:

  • Forbedre beskatningen ved generationsskifte, så virksomhederne får retskrav på såkaldt skematisk værdiansættelse, hvilket giver trygge rammer for at give stafetten videre
  • Forbedre mulighederne for ejendomsvirksomheders succession
  • Nedsætte afgiftssatsen for bo- og gaveafgiften fra 15 pct. til 10 pct. ved overdragelse af virksomheder til næste generation
  • Bedre vejledning om reglerne for generationsskifte til små og mellemstore familievirksomheder
  • Søskende sidestilles med nære familiemedlemmer ved modtagelse af gaver, så søskende fremover betaler gaveafgift på 15 pct. af det beløb, der overstiger det afgiftsfrie beløb ligesom andre nære familiemedlemmer
  • Løfte FoU fradraget permanent til 120 pct. for at øge virksomhedernes incitament til at investere i forskning og udvikling

Kilde: Skatteministeriet

Den lokale anlægsgartner, tømrermester, tandlæge eller industrivirksomhed – de får nu bedre mulighed for give den virksomhed, de selv har skabt, videre til den næste generation. Så det her er en stor sejr for os i SMVdanmark og for tusindvis af familieejede virksomheder, understreger Jakob Brandt

Som en del af den politiske aftale er partierne bag blevet enige om at afsættes midler til, at Skattestyrelsen kan udarbejde en vejledning målrettet små og mellemstore virksomheder om reglerne for generationsskifte. Også det høster ros fra SMVdanmark

- For små og mellemstore virksomheder kan bare det at finde rundt i regeljunglen omkring generationsskifte være et stort problem i selv. Regningen til revisorer og advokater løber hurtigt op. Derfor er jeg glad for, at der lægges op til en indsats, som kan minimere udfordringerne for SMV’erne, siger SMVdanmarks adm. direktør.

Politisk kastebold

Også hos DI-Dansk Industri er der tilfredshed med de ny generationsskifte-regler:

- Regeringens ændringer af generationsskifteskatten vil gøre det nemmere og mere gennemskueligt at lade virksomheder gå videre til næste generation, lyder det fra Dansk Industri, der til gengæld gerne havde set et højere fradrag for forskning og udvikling

- Både familievirksomheders ejere og medarbejdere vinder ved nemmere generationsskifte. Med aftalen kommer der langt om længe ro om vilkårene for, hvordan næste generation kan overtage en familieejet virksomhed uden at blive ramt af en uberegnelig skat, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI. Han tilføjer, at de nuværende regler har skabt stor usikkerhed blandt familieejede virksomheder, der uden en ændring af reglerne, har kunnet se frem til at skulle sælge dele af virksomheden, for at kunne betale generationsskifteskatten.

Generationsskifte er også følelser

Skatteregler og andre juridiske aspekter skal være i orden ved er generationsskifte.

Men det handler også om at planlægge generationsskiftet i god tid – måske op til tre-fem år i forvejen. Og så handler det om følelse og veneration for den virksomhedsejer som giver sit livsværk videre.

Detaljeret planlægning er helt afgørende i forhold til ledelse, økonomi og drift. Et generationsskifte skal både sikre virksomhedens kompetencer og den likviditetsbelastning som følger i kølvandet på betaling af diverse skatter og afgifter.

- Aftalen betyder, at virksomhederne kan udvikle sig i Danmark frem for f.eks. at blive tvunget til at sælge til en udenlandsk konkurrent. Det er rigtig godt nyt for Danmark og danske arbejdspladser, siger Lars Sandahl Sørensen

- Skatten på generationsskifte har i snart 10 år været politisk kastebold, men nu skaber regeringen tryghed for landets mange familieejede virksomheder, deres medarbejdere og de lokalsamfund, de er en del af, siger DI-direktøren.

Stolte traditioner

Adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen siger i en kommentar til aftalen, at gode rammevilkår er afgørende for virksomhedernes konkurrenceevne og mulighederne for at sikre Danmarks velstand, velfærd og arbejdspladser både nu og i fremtiden.

- Vi har i Danmark en stolt tradition for familieejede virksomheder, som med stærke værdier skaber vækst og beskæftigelse i hele Danmark – også i landdistrikterne. Forudsætningen for at bevare familieejerskabet er, at der kan laves generationsskifte, uden at det koster hele virksomhedens egenkapital. Man skal huske, at de penge, der skal betales i skat ved et generationsskifte, går fra investeringer i udvikling, grøn omstilling og fremtidig konkurrenceevne. Derfor er det rigtig godt, at generationsskifteskatten nu sættes ned, siger Brian Mikkelsen.

Artiklen er en del af temaet MesterTips.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078