23948sdkhjf

De første rådgivere på plads i milliardprojekt

Med helhedsplanen Kildeparken 2020 omdannes 1.050 boliger i Aalborg Øst til integreret byområde i nutidig arkitektur.
Det bliver et konsortium bestående af KPF Arkitekter, Ingeniørfirmaet Viggo Madsen, Preben Skaarup Landskab og VIA Trafik, der skal stå for den meget omfattende renovering af Himmerland Boligforenings afdeling på Blåkildevej i det østlige Aalborg.

Det blev afsløret, da boligforeningen torsdag eftermiddag indbød til præsentation af vinderen af den konkurrence, der blev indledt med 13 teams, hvoraf fem opnåede prækvalifikation for derefter at blive reduceret til blot to, der kæmpede om at få den første renoveringsopgave i projektet Kildeparken 2020.

- Vi har gennem en længere periode arbejdet med en helhedsplan for de omkring 1.050 boliger på Blåkildevej, Fyrkildevej og Ravnkildevej – det projekt, der samlet går under betegnelsen Kildeparken 2020. Med udvælgelsen af det team, der skal bistå os i det videre forløb, er vi rykket et afgørende skridt nærmere renoveringen af de cirka 350 boliger på Blåkildevej, der er første etape af projektet, siger direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.

Markant forandring af byrum
Vinderforslaget tager udgangspunkt i, hvad der betegnes som en særdeles interessant omdannelse fra et ’ørkesløst’ byggeri, hvor alle blokke og rækkehuse ligner hinanden, til dannelse af en helt ny bydel. Den nuværende bygningsstruktur med tre lukkede enklaver bliver omdannet til et integreret byområde med forskelligartede uderum og identitetsskabende og nutidig arkitektur.

I forbindelse med præsentationen af vinderteamet sagde rådmand Thomas Kastrup-Larsen fra Aalborg Kommunes forvaltning for sundhed og bæredygtig udvikling på vegne af bedømmelseskomitéen blandt andet:

- Løsningen lever op til Kildeparken 2020-helhedsplanens intentioner om, at der skal skabes sammenhæng i bebyggelsens rum, ved at der i blokenklaven etableres et vejsystem, der binder de enkelte områder sammen og etablerer nye tilslutninger til Blåkildevej. Der er tale om en markant forandring af uderum mellem blokkene, idet parkering flyttes fra store åbne pladser til et helt nyt system med gader, stræder, pladser og grønne områder. Det styrker blokområdets bymæssige kvaliteter og forbedrer mulighederne for sociale kontakter og liv mellem husene.

Byggestart i sidste halvdel af 2014
Vinderforslaget opererer med både etageblokke, rækkehuse, etagehuse og punkthuse. Det miks af bygningstyper tilfører ud over stor variation byggeriet en blandet beboersammensætning, der kan styrke det gode sociale liv, der ønskes i en boligbebyggelse.

- Formålet med projektkonkurrencen har været at få konkretiseret visionen for Kildeparken 2020, så vi får skabt en levende og mangfoldig bydel, der byder på varierede boligtilbud og gode uderum. Det er det første kraftspring hen imod en mere åben og aktiv bydel, siger Ole Nielsen.

Han skønner, at Himmerland Boligforening sidst på året kan offentliggøre en foreløbig tidsplan for de forventede etaper:

- Overordnet kan vi pt. sige, at det er realistisk, at selve byggeriet vil kunne blive indledt i sidste halvdel af 2014. Der er mange usikre faktorer, som kan forsinke tidsplanen, men som det ser ud nu, kan selve renoveringen gå i gang om godt et år.

Der vil i løbet af det næste par år blive gennemført lignende konkurrencer for afdelingerne på Ravnkildevej og Fyrkildevej. Intentionen er, at de tre afdelinger efter renoveringen vil fremstå som kvarterer med deres eget særpræg.

Om Kildeparken 2020:
• Kildeparken er en del af Aalborg Øst, hvor Himmerland Boligforening har omkring 1.050 boliger fra 1970’erne placeret i et stort parklandskab.

• Der er udarbejdet en helhedsplan for området under navnet ”Kildeparken 2020” – se nærmere på www.kildeparken2020.dk .

• Helhedsplanen har et samlet budget på cirka 1,3 mia. kr.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094