Storby vil investere over en kvart milliard i infrastrukturprojekt
Et bredt flertal i Aarhus Kommune vil investere lidt mere end en kvart mia. kr. til en forbedring af den kollektive transport i Aarhus.
Investeringen sker som et led i kommunens ambition om at realisere visionen om at fremme cyklisme og øget brug af kollektive transportmidler, samtidig med at biltrafikken reduceres.
- Med et meget bredt forlig sikrer vi i dag aarhusianernes mulighed for at komme rundt i fremtidens Aarhus. Med aftalen fremtidssikrer vi vores infrastruktur, så den kan bære, at 5.000 flere mennesker hvert år vil kalde sig aarhusianere, og at vi hvert år skaber mere end 2.000 flere arbejdspladser, siger rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Nicolaj Bang (K), i pressemeddelelsen.
Helt præcist drejer det sig om en samlet investering på 255 mio. kr., som frem mod 2030 skal gå til anlæg af blandt andet nye busbaner, ombygning af kryds så buspassagerer kan komme hurtigere frem, etablering af flere og bedre cykelstier samt mere ladeinfrastruktur til elbiler.
Samtidig er forligsparterne enige om at investere yderligere i digital trafikstyring og justerede svingbaner og tilkørselsforhold for at øge kapaciteten på byens indfaldsveje, som man tidligere har gjort ved Ringgade-systemet.
Vil etablere parkeringshus
Der er også politisk enighed om i 2025 at afsætte fem mio. kr. til at styrke den grønne mobilitet i Kongelunden, hvor AGF's stadionfaciliteter skal ligge.
Her skal kommunen undersøge, om det er muligt at indføre kollektiv transport som en del af billetprisen til idræts- og kulturarrangementer i området, mens forligspartierne også ønsker at undersøge muligheden for at etablere et parkeringshus i det sydlige sydhavnskvarter.
- Vi afsætter over en kvart mia. kr. til anlæg af bedre busfremkommelighed frem mod 2030, og fra 2027 50 mio. kr. årligt til ekstra køretimer. Og vi investerer i mulighederne for god og tryg cyklisme, der i fremtiden vil være et langt mere attraktivt alternativ til bilisme, end det er i dag, lyder det videre fra rådmand i Teknik og Miljø, Nicolaj Bang.
Indtil videre er aftalen et budgetforslag i forbindelse med kommunalbudgettet for 2025.
Aarhus Kommune skriver yderligere, at byrådets partier vil have mulighed for at prioritere hele eller dele af elementerne fra den politiske aftale i budgetforhandlingerne, mens forligskredsen forelægger indstillingen for Aarhus Byråd i begyndelsen af 2025.