Én bliver til tre: Danmarks største spærproducent på storopkøb
Storken har været på besøg hos Palsgaard Spær, hvor man per 30. juni, har budt velkommen til hele to nye familiemedlemmer ved navn Jysk og Ringsted Spærfabrik.
Det skriver Danmarks største producent af spær i en pressemeddelelse.
- Vi har tidligere lavet opkøb, og det har vist sig at være rigtig gode beslutninger, som har styrket Palsgaard Spær. Samme forventning har vi til købet af Ringsted Spærfabrik og Jysk Spærfabrik, hvor vi får tilført mange nye dygtige kolleger og kompetencer, udtaler administrerende direktør i Palsgaard Spær, Tobias Smith, om familieforøgelsen.
Regnskabsår | 2023 | 2022 | 2021 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 304,1 | 436,3 | - |
Bruttofortjeneste | 141,0 | 195,1 | 183,2 |
Resultat af primær drift | 24,9 | 62,1 | 59,0 |
Resultat før skat | 18,2 | 60,5 | 60,6 |
Årets resultat | 13,0 | 46,7 | 47,8 |
Balancestatus | 192,8 | 248,0 | 188,9 |
Egenkapital | 103,3 | 114,8 | 97,4 |
Antal ansatte | 201 | 248 | 230 |
Kilde: CVR |
De to opkøb kommer i slipstrømmen på et skuffende resultat for 2023, hvor Både top- og bundlinje led hårde millionfald, mens man samtidig måtte sige farvel til mere end 40 medarbejdere.
Men det ændrer ikke på ambitionerne hos Tobias Smith, der har blikket stift rettet mod vækst.
- Både Palsgaard Spær og Nordic Wood Industries-koncernen ser et stort potentiale indenfor træbaserede produkter i byggeriet og derfor er vores ambition også at vækste forretningen, siger han.
Jo større, jo mere bæredygtig
Selvom både Ringsted og Jysk Spærfabrik allerede er blevet en del af Palsgaard- og dermed også Nordic Wood Industries-familien, så er de to forhenværende direktører for sidstnævne, Martin Diemer og Henrik Schmidt, ikke ude af foretagendet af den grund.
De har begge investeret dele af købesummen i moderkoncernen Nordic Wood Industries og fortsætter desuden som daglige ledere på Jysk Spærfabrik.
Martin Diemer peger blandt andet på, at salget kommer med "store" fordele - særligt når det kommer til den svære bæredygtighed.
- Lige nu kigger vi ind i en byggebranche, hvor der konstant kommer skærpede krav til bæredygtighed og dokumentationen heraf, og her kommer vi ikke udenom, at jo større virksomheden er, jo lettere har an ved dels at udvikle sig på området og dels at afsætte de nødvendige ressourcer til at kunne dokumentere det, lyder det fra den daglige leder.
Familieejer vil prøve noget nyt
Hos Svend Tue Christensen, der indtil for nyligt har siddet som ejerleder Ringsted Spærfabrik, er det med både sorrig og glæde, at han nu tager afsked med familiens livsværk.
Han understreger, at salget ikke kommer af nød, men af lyst "til at prøve noget nyt".
- Det er selvfølgelig ikke alene med stor glæde, men også vemod, at vi nu sælger Ringsted Spærfabrik, som jeg har været en del af lige siden, jeg var helt ung, og som er gået i arv gennem tre generationer. Men Palsgaard Spær et kommet med et godt bud, der gjorde det attraktivt for os at tage beslutningen om at prøve noget nyt, udtaler han.
Svend Tue Christensen fortsætter sammen med sin kone, ingeniør Lizet Christensen, på Ringsted Spærfabrik frem til 31. december, for at "aflevere virksomheden på en god og ordentlig måde."
Kører videre - indtil videre
I den nye familiekonstruktion hos Palsgaard Spær fortsætter de to tilføjelser som selvstændige datterselskaber - indtil videre.
Driften vil forblive uændret, ligesom produktionen vil fortsætte som hidtil med samme medarbejdere. Ifølge direktør hos Palsgaard Spær, Tobias Smith, vil man først overveje eventuelle fusioner længere nede ad vejen.
- Vi vil lade selskaberne fortsætte, så vi har god tid til at analysere, forklarer han.
Tobias Smith får titel af administrerende direktør i alle tre selskaber, mens koncerndirektør i Nordic Wood Industries, Thomas Raunsbæk, indtager pladsen for enden af bestyrelsesbordet.
Fakta om Palsgaard Spær:
- Palsgaard Spær er Danmarks største og ældste spærfabrik med mere end 125 år på bagen.
- Palsgaard Spær har afdelinger seks steder i Danmark og fire produktionsfaciliteter, som ligger i henholdsvis Hampen, Kliplev, Slagelse og Sindal og nu også Ringsted og Almind, nær Kolding.
- Palsgaard Spær er en del af koncernen Nordic Wood Industries.
- Den samlede NWI-koncern består udover Palsgaard Spær af Lilleheden A/S, Roust Element A/S, Roust Spær A/S, Bisco Binder, Skandach Holzindustrie Gmbh, Nviro og Scandi Byg.
- Koncernen beskæftiger samlet 700 medarbejdere og dækker på nuværende tidspunkt 12 lokationer i både Danmark og udlandet.
Nordic Industries