Storstilet havnebydel i Kolding forsinket på niende år
Lige så store som planerne har været, lige så begrænset har udviklingen været.
Det stort anlagte bydelsprojekt Marina City i Kolding Kommune er atter blevet forsinket.
Længe har man arbejdet på et maritimt boligområde tæt ved vandet i den sydlige del af Kolding Fjord med plads til 1.000 både og 300 boliger. Trods knap 10 års arbejde har kommunen endnu ikke fået alle de nødvendige tilladelser på pladsen.
Det skriver DR.
Klager over lokalplanerne fra både naboer og virksomheder har gennem snart et årti spændt ben for projektets næste skridt
Et notat, som DR har fået aktindsigt i, viser blandt andet, at det har vist sig at være mere udfordrende end først antaget at bygge i området og samtidig undgå en miljøbelastning.
Selvom kommunens borgmester, Knud Erik Langhoff (K), fortæller, at den længe ventede Marina City ikke skal hastes igennem, og at tingene skal gøres ordentligt, kan de mange bump på vejen godt give anledning til bekymring.
- Det kan man godt blive bekymret over, men det vil der blive fundet en løsning på, siger Knud Erik Langhoff til DR.
Han opfordrer dog til, at man slår "koldt vand i blodet".
Det er langt fra første gang, at projektet bliver forsinket, hvilket har været hyppigt beskrevet tidligere.
Projektet så for første gang dagens lys i sommeren 2015, da Cobe og Rambøll udviklede visionsplanen for Marina City i området ved Marina Syd i Kolding. Projektet blev udviklet i tæt samarbejde med Kolding Kommune, Kolding Lystbådehavn og projektets øvrige interessenter.
Projektet ventes at koste i omegnen af 500 mio. kr.
Marina City - Kystlinje og Marinaplads
Entreprisen KMC-E4 Kystlinje og Marinaplads i Marina City vil i hovedtræk indeholde følgende aktiviteter:
- Nedbrydning af eksisterende havnekonstruktioner
- Havnekonstruktioner (spuns, pæle mv.) for etablering af dige, ny kystlinje og slæbested på Marinaplads
- Tilpasning af eksisterende faste broer og flydebroer
- Etablering af dige som klimasikring
- Ubundne bærelag for stianlæg på dige
- Etablering af nyt slæbested med fastbro og flydebroer på Marinaplads
- Fast og flydebro på Servicekaj for vognmænd
- Vand, afløb og el-installationer