A. Enggaard får ja til længe ventet projekt
Der er fart på udviklingen af Sydhavnskvarteret i Aarhus, og nu rykker områdets parkeringshus et skridt tættere på.
Udviklings- og entreprenørselskabet A. Enggaards køb af areal er blevet godkendt af Aarhus Byråd.
- Det har været vigtigt for mig, at vi har bibeholdt parkeringshuset som mere end blot et sted, man kan parkere. Det skal understøtte det byliv, vi gerne vil have i området, samtidig med at det skal passe ind i områdets urbane og kreative stemning, siger Nicolaj Bang (K), rådmand, Teknik og Miljø, i en pressemeddelelse.
Grundsalget er kommet på plads efter et offentligt udbud, hvor der ifølge referatet fra byrådets seneste møde var landet ét tilbud. Det kom fra A. Enggaard.
Byrådet betaler A. Enggaard 39,5 mio. kr. i handlen, et beløb som i sidste ende finansieres inden for den samlede byudviklingsøkonomi for Sydhavnskvarteret og udmøntes, viser referatet også.
Desuden betales der 21,1 mio. kr. for de kommunale parkeringspladser i parkeringshuset.
Prisstigninger
Siden forslaget til lokalplanen for parkeringshuset var i offentlig høring i 2023, har det været nødvendigt at tilpasse projektet på grund af store stigninger på stål, beton og andre byggematerialer.
Det tilbudte forslag lægger op til, at parkeringshuset udføres i cortenstål. Begrundelse lyder, at det passer til mange af de eksisterende bebyggelser, der er opført i røde tegl.
Parkeringshuset får trappeforløb og terrasser på sydsiden af huset i samme højde som Kulbroen, der vil understøtte forbindelserne i området og bylivet. Stueetagen vil have flere udadvendte funktioner til områdets brugere.
Den oprindelig udformning af p-huset blev tegnet af et hold bestående af Nordland Arkitekter, C. F. Møller Architects, Moe Artelia Group, Urgent Agency og Institut for (X). Holdet vandt opgaven tilbage i november 2020.
Selve parkeringshuset er i sin nuværende udformning opdelt i to separate bygninger på hver sin side af jernbanesporet, der forbindes via en vej under Havnesporet. Gående kan benytte gangbroen over jernbanen.
Huset vil rumme 772 parkeringspladser og 200 cykelparkeringspladser.