Danmarks største og dyreste skoleprojekt forsinket
Med et budget på tæt ved 800 mio. kr. er det landets største og hidtil dyreste skoleprojekt. Men nu står det klart, at Arenakvarterets Skole i København ikke bliver klar til indflytning i august 2024, som det ellers var planen.
Forsinkelsen skyldes, at der er konstateret fejl på flere brandlukninger i bygningen, og de skal alle gennemgås. Herefter skal eventuelle fejl udbedres og godkendes, før skolen kan tages i brug.
- Vi har desværre opdaget problemer med nogle af brandlukningerne, og derfor bliver vi ikke klar til at overdrage bygningen, som det ellers var planlagt, siger Fred de Jonge, adm. direktør hos BAM Danmark, i en pressemeddelelse.
Brandlukninger, eftersyn og godkendelse
Brandlukninger er sikkerhedsforanstaltninger, som er designet til at forhindre spredning af brand og røg gennem åbninger i vægge, gulve eller lofter i en bygning.
Alle brandlukninger skal nu efterses og efterfølgende inspiceres og kontrolleres af en brandrådgiver.
Dokumentationen skal herefter godkendes af en certificeret brandrådgiver for at kunne opnå en ibrugtagningstilladelse fra myndigheden Teknik- og Miljøforvaltningen.i Københavns Kommune.
Kilde: Københavns Kommune
BAM Danmark har det overordnede ansvar for udførelsen af byggeriet af Arena Skole og Fritid.
Entreprenørselskabet har inddraget specialister og yderligere bemanding til kontrol og udbedring med hensyn på at håndtere udfordringerne og minimere forsinkelsen mest muligt, lyder det.
Samtlige brandlukninger i bygningens cirka 18.000 kvm skal nemlig gennemgås, og alle krav til brand og sikkerhed skal være opfyldt, inden bygningen kan tages i brug.
Arenakvarterets Skole indeholder fire skolespor, idrætshal, offentlig svømmehal og forventes at kunne rumme 1.200 elever.
Samlet er der afsat en anlægsbevilling på 771 mio. kr. til byggeriet.
Ukendt omfang
Københavns Kommune oplyser, at man på nuværende tidspunkt ikke kender forsinkelsens præcise omfang.
Kontrolarbejderne og udbedringerne er grundlaget for at modtage en ibrugtagningstilladelse.
- For os er det afgørende, at vi ikke åbner, før vi kan garantere for brandsikkerheden. Vi er derfor også tilfredse med, at BAM som entreprenør tager problemet meget alvorligt, siger Mette Kilde Corfitzen fra Byggeri København.
Forsinkelsen får betydning for skolens elever og ansatte, der må vente med at flytte ind, ligesom foreninger, aftenskoler og kommende brugere af den nye svømmehal, idrætshal og bevægelsessal, der er på skolen, også må vente på, at bygningen er klar.
Arenakvarterets Skole
- Arenakvarterets Skole bliver firesporet med skole, madskole, idrætshal og svømmehal
- Der er afsat en anlægsbevilling på 771 mio. kr. til byggeriet. Entreprisesummen lyder på entreprisesum på 448 mio. kr.
- Byggeriet skal opfylde en miljøcertificeringsstandard på guldniveau
- Byggeri København er bygherre. Københavns Kommune er projektejer, herunder Københavns Ejendomme, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen
- Totalentreprenør: BAM Danmark
- Arkitekt: Rubow Arkitekter samt Nøhr & Sigsgaard
- Landskab: Rubow Arkitekter
- Ingeniør: Rambøll
- Bruttoarealer i alt: 17.465 kvm
- Skole og idræt: 13.715 kvm
- Svømmehal med tre bassiner: 3.750 kvm
- Friarealer på terræn: 2.200 kvm
- Friarealer på tag: 3.700 kvm
Kilde: Projektagenten