Region genstarter kuldsejlet sygehusbyggeri
I mere end et halvt år har den enorme byggeplads omkring Nyt Hospital Bispebjerg ligget næsten øde hen.
Byggeriet af det milliarddyre supersygehus var først ramt af en konflikt mellem totalentreprenøren, Rizzani de Eccher (RdE) og en stribe underentreprenører om betaling for udført arbejde.
Og i marts gik det helt i stå, da Region Hovedstaden valgte at opsige kontrakten med den italienske entreprenør.
Det skete på et tidspunkt, hvor projektets fase 1 med jord- og råhusarbejder var pågående, og de indledende arbejder relateret til blandt andet facade var igangsat.
Men nu tager bygherren et skridt for at få gang i det problemramte projekt igen.
Det kan Licitationen fortælle.
Region Hovedstaden har nemlig sendt en pallette af opgaver i udbud, som er relateret til jordarbejder, kælder, råhus, facade, byggeplads og styring af opgaverne i udbud.
Kontraktens anslåede værdi er estimeret til at være mellem 175 og 400 mio. kr., fremgår det af udbudsmaterialet.
"Region Hovedstaden har behov for en erfaren og kompetent entreprenør til at sikre færdiggørelse af jordarbejder, råhusarbejder og facadearbejder mv. Visse af arbejderne skal udføres i det hele af entreprenøren, andre arbejder skal styres og koordineres mv., idet selve arbejderne færdiggøres af de parter, der allerede var engageret på pladsen forud for ophævelsen," skriver bygherren.
Regionen henviser til, at der er indgået aftaler med de centrale underentreprenører, der var på pladsen, og som havde produceret elementer og facadepartier mv.
Foruden styring af de forskellige entreprenører i projektets fase 1, omfatter den udbudte kontrakt også udførelse af en række arbejder relateret til eksempelvis rejsning af råhuset. Region Hovedstaden har dog indgået aftale med en leverandør om de nødvendige elementer.
Herudover indeholder den udbudte kontrakt en række arbejder relateret til byggepladsforhold, herunder håndtering af kraner.