Skole skal omdannes til boliger - er sat til salg
Hertug Hans Skole i Haderslev skal omdannes til boliger. Men i første omgang skal den tidligere folkeskole sælges i offentligt udbud.
Skolen på Buesgade i det centrale Haderslev har de sidste par år været anvendt til midlertidige formål, men nu har Haderslev Kommune altså besluttet at omdanne bygningerne.
Samlet er ejendommen foruden kælder på 4.622 kvm.
- Jeg ser utrolig meget frem til en spændende proces, hvor den overordnede vision om fællesskab i et boligprojekt skal stå sin prøve, lyder det fra borgmester Mads Skau (V) i en pressemeddelelse.
Det er EDC Poul Erik Bech Sønderjylland, der skal formidle salget. Ifølge partner Bjørn Borg er den tidligere folkeskole "absolut bevaringsværdig".
- Derfor er det også den rigtige løsning at etablere nye boliger på matriklen, så der kan skabes nye minder i de markante ejendomme. Nogle steder skal de arkitektoniske detaljer og byggetekniske kvaliteter bibeholdes, og andre steder kræves en kærlig hånd, fortsætter han.
Stor interesse
Bjørn Borg oplyser videre, at der er stor interesse for projektet.
- Allerede fra det indledende borgermøde i starten af året, hvor der var et flot fremmøde, og løbende har vi fået mange henvendelse fra interesserede folk i ejendomsbranchen. Der er også flere der har skrevet sig op på hjemmesiden til løbende at modtage information om projektet, så vi glæder os til den videre proces, siger han.
Der er budfrist på skolen den 20. september 2024. Herefter vil den kommende køber have mulighed for at tilpasse planerne i samarbejde med kommunen.
- Hvad det specifikt ender med, lader vi den kommende køber om. Nu handler det i første omgang om at skabe noget opmærksomhed om skolen, siger Tonny Broberg, projektchef hos EDC Projekt Poul Erik Bech.