Stor modstand mod Bach Gruppen-tårn i Viborg
Der er ikke udbredt begejstring blandt de 111 høringssvar, som er kommet i forbindelse med lokalplanen om Fischers Tårn i Viborg.
Tværtimod kan kun tre høringssvar med god vilje ifølge Viborg Stifts Folkeblad siges at være positive.
Et af de negative lyder:
"Det vil være fuldstændig malplaceret med sådan en ”kasse” i den indre by."
Et andet:
"Vi er hverken New York eller Shanghai. Er det bare penisforlængere?"
Lokalplanforslaget skal efter planen behandles af byrådet i slutningen af juni.
Bag projektet står Bach Gruppen, hvor holdingselskabet i foråret kunne offentliggøre et 2023-regnskab med et plus på 167 mio. kr. før skat. Det var et fald på 122 mio. kr. i forhold til året før. Alligevel var ledelsen godt tilfreds.
Når det kommer til Fischers Tårn, er det ifølge kommunens hjemmeside planen at opføre en bebyggelse i op til 12 etager, som nederst skal bestå af en base med mulighed for blandt andet detailhandel og erhverv og ovenpå boliger. Selve ejendommen skal etableres ovenpå en p-kælder.