23948sdkhjf

Massiv medvind for Aarsleff: Forventer langt bedre 2024

Landets suverænt største entreprenør opjusterer forventningerne til regnskabsåret 2023/24. Selskabets største forretningsområde i massiv fremgang

Aarsleff er kommet forrygende igennem årets første seks måneder, og det får nu entreprenørkoncernen til at opjustere forventningerne til regnskabsåret 2023/24 markant.

Det oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse.

- Vores første seks måneder viser, at Aarsleff-koncernen har høj aktivitet både i og uden for Danmark, og vores dygtige medarbejdere er godt beskæftiget. Det er specielt vores bygge- og anlægsopgaver i Island og Grønland samt anlægsprojekterne i Danmark, som bidrager til det flotte og tilfredsstillende resultat, udtaler Jesper Kristian Jacobsen, adm. direktør i Aarsleff, i en forberedt kommentar.

Opjusteringen betyder, at Aarsleff nu forventer en omsætning for hele regnskabsåret 2023/24 i niveauet 20,4-21,4 mia. kr. mod en tidligere forventning om en omsætning på mellem 19,5 mia. kr. og 20,5 mia. kr.

Én ting er imidlertid, at toplinjen vokser. Noget andet er, at indtjeningen forventes at følge med op.

Således forventer Aarsleff nu at lande et driftsresultat (EBIT) på mellem 950 mio. kr. og 1,05 mia. kr. mod en tidligere forventning om mellem 900 mio. kr. og 1 mia. kr.

I forbindelse med opjusteringen har Aarsleff også fremlagt enkelte nøgletal. Det gælder omsætningen, der i årets første seks måneder landede på 10.475 mio. kr. mod 9.972 mio. kr. året før.

Driftsresultatet bød på en fremgang på 42 mio. kr. til 451 mio. kr. Dermed står Aarsleff også over for et andet halvår, der indtjeningsmæssigt forventes at blive endnu stærkere end de første seks måneder har været.

Bygge og anlæg rykker

Opjusteringen er hovedsageligt drevet af to forretningsområder, hvor der ikke mindst er massiv fremgang at spore i divisionen "Anlæg og Byggeri."

Her forventer Aarsleff nu ikke længere en tilbagegang på mellem 6 og 11 pct. sammenlignet med 2022/23, men løfter nu intervallet væsentligt til nu "kun" at forventes at lande på en tilbagegang på 5 pct. og helt op til en omsætning på niveau.

Det betyder samtidig, at driftsresultatet her vil blive øget væsentligt, da det tal her nu kan lande på helt op mod 500 mio. kr. mod en tidligere forventet top på 430 mio. kr.

Også forretningsområde "Teknik" spæner derudaf og forventes nu at kunne vokse med mellem 30 og 35 pct. sammenlignet med året før. Til sammenligning lød forventningerne før opjusteringen på en vækst i niveauet 10-15 pct.

Skal man finde lidt malurt i bægeret, så er det, at områderne "Fundering" og "Rørteknik" begge forventes at lande noget lavere end tidligere udmeldt.

Værst set det ud for funderingsforretningen, hvor driftsresultatet nu forventes at lande på mellem 165 mio. kr. og 175 mio. kr. mod tidligere mellem 205 mio. kr. og 215 mio. kr.

Samlet set forventer Aarsleff dog at levere et positivt driftsresultatet for alle forretningsområder.

Aarsleff fremlægger regnskab for andet kvartal af regnskabsåret 2023/24 den 28. maj.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141